en
BØN
&
REDEGØRELSE
stilet til
Kong Harald 5. af Norge
med det velmenende formål
at udnytte den ulykkelige Utøya-massakre til
at skabe større bevidsthed, selverkendelse og medfølelse
ved bl.a.
at afsløre, hvordan Principalerne (de faktuelle magthavere) gennem levebrødspolitikerne har undergravet demokratiet og gjort kongehuset samt de tre statsmagter til deres marionetdukker og borgerne til slaver i deres eget land
Tillad mig allerførst at kondolere med den frygtelige tragedie for Deres land.
Nu, hvor det første chok er ved at lægge sig og flere og flere forsøger at finde en mening, er en dansk præst og debattør, Kathrine Lilleør, indtil nu den, der har præsenteret den bedste løsning: Selverkendelse. Det er hun desværre så også ene om, hvilket prompter mig til at komme med mit indlæg, der er baseret på personlige erfaringer. Deres Majestæt vil senere i indlægget kunne se, hvorfor jeg stiler dette brev til Dem og ikke statsministeren eller offentligheden v/pressen.
Min indfaldsvinkel baserer sig ligeledes på selverkendelse, men formentlig i en form, der, omendskønt den har udgangspunkt i kristne, demokratiske og menneskeretslige værdier, sandsynligvis vil være svær at acceptere, eftersom den ligger fjernt, for ikke at sige diametralt modsat, fra Norges og nordmændenes selvopfattelse. Jeg vil derfor introducere min beretning ved at benytte mig af nogle globalt kendte og alment accepterede eksempler samt bibelske citater:
Selvom hævn regnes for en negativ handling, er der ikke mange, der ikke forstår og sågar billiger Greven af Monte Cristos hævntogt. I den karakteristiske western med den danske titel ”en fremmed uden navn” latterliggør og hævner Clint Eastwood sig på en fej lokalbefolkning ved bl.a. at få dem til at male hele deres by rød. I begge historier er det ofret, der hævner sig på sine bødler og de dengang tilstedeværende, umælende tilskuere; hvorfor disse to beretninger så alligevel ikke kan bruges til at beskrive det budskab, jeg her vil bidrage med.
For i denne forståelse af tragedien er der ikke tale om hævn, men om konsekvens, om ansvar; det, jeg tolker som det kristne budskab om at vende den anden kind til. I Østen, hvor jeg har boet og virket i 10 år, ville de formentligt kalde det karma, i oldtidens Grækenland for Nemesis, men her, hvor en anden dansk præst spørger ”hvorfor” og ”hvor var Gud, da disse myrderier fandt sted”, kan tre bibelske citater måske bidrage til at give et svar samt underbygge, at dette ikke var hverken Guds eller Djævelens, men menneskets eget værk:
- Mattæus kap. 7, 12 ”alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem” og
- Lukas kap. 6, 38 ”det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt igen”. (jeg tør ikke sige, om det er det rigtige citat, jeg har fået fat i, for selv udtrykker jeg det med ordene, at ”det (de energier), I sender ud, er det, I får igen” eller
- Gal.6.7-8 ”hvad et menneske sår, det skal han også høste”.
Jeg har aldrig mødt ham ansigt til ansigt, og det er næsten ligeså mange år siden, jeg sidst talte med ham over telefonen, men alligevel er jeg ret sikker på, at der ét eller andet sted i verden sidder en franskmand ved navn Philip Hecker, der, ihvorvel jødiske aner, tydeligt kan se de guddommelige sammenhænge i den overvejende kristne, norske tragedie. Det skulle heller ikke undre mig, om han overfor sine nærmeste giver udtryk for en vis skadefro med en bemærkning om, at hans bødler nu ligger, som de selv har redt.
For det var jo ikke bare DnC, regeringen og den dommer, der fængslede ham, der var hans banemænd, men hele den af pressen velpræparerede, selvretfærdige og feje, norske befolkning, der nærmest lynchede ham, fordi han - ene mand gennem svindel og bedrag, hed det sig - havde bragt deres finansielle flagskib og stolthed, DnC, og dermed hele det norske bankvæsen i knæ. Philip Hecker blev således belejligt gjort til syndebuk for de fejlslagne resultater af en kynisk, afstumpet og ansvarsløs magtelites uudtømmelige grådighed og stupiditet.
Havde denne påstand været fremsat i Danmark, ville justitsministeren samt alle de retspolitiske folketingsmedlemmer hos Anders Breiviks danske forbillede, Dansk Folkeparti, have kunnet henholde sig til (læs: dække sig ind under), at en dommer havde varetægtsfængslet og efterfølgende idømt Philip Hecker 3 års fængsel for hans forbrydelser. De, der i en dekade har tegnet den danske såkaldte retspolitik, ved dog langt bedre end jeg, at, i spørgsmål vedrørende bankvæsenets udplyndring af landet, holder de tre statsmagter (det jeg i min bog ”Eventyret om Zen og Den Danske Mafia” oftest blot titulerer Juristmafiaen) sammen som ærtehalm mod befolkningen og dennes menneskerettigheder. Det er i dette miljø, hvor termer som retfærdighed, anstændighed og selverkendelse betragtes som fyord, ekstremister og terrorister udklækkes og stortrives.
Fra mine egne erfaringer er det tydeligt, at slægtskabet mellem Den Danske og norske Mafia er tæt og fortrolig. Især den måde, hvorved de under den forrige bankkrise begge satte deres respektive lande i en ulovlig, juridisk og menneskeretlig for ikke at sige højforræderisk undtagelsestilstand, er karakteristisk for slægtskabet; og som for Danmarks vedkommende eksisterer den dag i dag.
Jeg kan her afsløre, at Philip Hecker også overfor mig har gentaget sin tilståelse om at have handlet værdipapirer for egen regning vel vidende, at dette officielt var ulovligt. Uofficielt hørte denne gedulgte praksis - altså den måde, bankernes top personel aflønnede sig selv på – også ind under ”the Norwegian Way” at gøre tingene på, og, fordi det var kriminelt, kunne det naturligvis ikke stå i ansættelseskontrakterne; således heller ikke i Philip Heckers. Det blev under retsopgøret derfor den ene forbryders ord mod den andens, som den tredje forbryder, domstolene, så med loven i hånd kunne ophøje til dom.
Jeg havde dengang som nu ingen sympati for junk bonds (det, der i den efterfølgende, verserende bankkrise er blevet omdøbt subprime bonds), der kun er redskaber (produkter, som de perfidt kaldes) snedigt konstrueret til at udplyndre landene og deres befolkninger med. Men da jeg kunne læse i avisen, at Norges, finansielle flagskib aldrig ville kunne finde på at løbe fra sit ord, lyve og bedrage eller udnytte andre mennesker, så jeg det som min borgerpligt at komme Philip Hecker, retfærdigheden, anstændigheden og fremtiden til undsætning.
Pastor Glad, der var fængselspræst ved Kredsfængslet i Oslo, ville kunne bekræfte, at jeg (der dengang talte flydende fransk fra mine udstationeringer for A.P. Møller-Mærsk i Paris og Montreal) over længere tid var i næsten daglig kontakt med selvmordstruede Philip Hecker, hvis tyskfødte hustru samt ulykkelige, gamle mor jeg sendte penge til deres underhold. Til sidst hyrede jeg Frankrigs dengang mest celebre advokat, mâitre Giselle Halimi, og hendes søn, der også er advokat, til at føre hans appelsag i Højesteret for frifindelse.
Som jeg har fået genfortalt resultatet, endte det med et forlig, hvorved Philip Hecker blev løsladt mod at bekende sin skyld i samtlige anklagepunkter. Altså rendyrket psykisk tortur og afpresning, men Philip Hecker kunne simpelthen ikke tåle at tilbringe så meget som bare én dag mere i fængslet. Dette var desværre stik imod offentlighedens interesser; i.e. at få DnC og dens medsammensvorne kammesjukker på Tinge afsløret, sigtet og dømt som værende de virkelige bagmænd og forbrydere i hele dette spil. For, hvor det i pressens gengivelse hed sig, at DnC og regeringen aldrig ville kunne finde på at lyve og bedrage, udsatte selvsamme norske presse mig for den form for censur, der på nudansk kaldes ”tavshedens tyranni”, ligesom politi- og anklagemyndigheden ikke var interesseret i at benytte mig som karaktervidne i retten.
Jeg kunne ellers have fortalt og bevist, hvordan DnC i midten af december 1985 truede med at dræbe 50 filippinere for hver dag, jeg tøvede med at begå de forbrydelser, banken påstod, jeg havde forpligtet mig til i h. t. låneaftalen, og som til forveksling lignede dem, der to år senere fældede Philip Hecker.
Ovenstående, hjerteløse trusler desuagtet ville jeg dog lyve, hvis jeg her påstod, at jeg på mit kontor i Klampenborg nord for København gav nogen filippiner mange tanker. Det gjorde jeg derimod min 25 mand store besætning af koreanere under kommando af danske kaptajn Peter Ulstrup, som jeg skulle lokke i et juridisk baghold, hvorved de ville blive anklaget for mytteri. Hele denne eksercits havde til formål at konvertere et fallitbo, mit skib Fylyppa, til et forsikringsanliggende.
Det lyder alt sammen ligeså vanvittigt, som da de unge mennesker ringede hjem fra Utøya og fortalte deres pårørende om den massakre, der var ved at udvikle sig, men korrespondancen vil kunne bevise, at mens DnC pressede mig med allehånde juridiske og økonomiske tommelskruer, så jeg bl.a. ikke kunne betale hyrer til søfolkene, sendte de en mand til Korea for at præparere bemandingsfirmaet og få det til at lyde, som om det var mig, der var roden til alt ondt.
Miseren bestod i, at mit skib Fylyppa’s operatører, A/S P.V. Christensen i Hellerup, var blevet tvunget i betalingsstandsning (primært pga. DnC), så nu var der ikke penge til at fuldføre rejsen med 13.000 tons livsvigtig mel i sække fra Bremen til tre havne på Filippinerne. DnC havde lukket og sat sig på min pengekasse, og eftersom den i realiteten selv var bankerot, havde banken ikke likvide midler til at betale udgifterne til fuldførelsen af rejsen, og var af ren og skær nød således tvunget til at ty til kriminelle metoder.
For at gøre en meget lang og meget voldsom historie kort lykkedes det mig at begrænse nedslagtningen til kun ca. 350 filippinere. Når jeg bruger ord som nedslagtning, er det for at drage en parallel til massakren på Utøya. Her foregik det som bekendt med dødbringende dum-dum kugler, hvorimod DnC’s ofre, de navnløse filippinere, langsom og pinefuldt blev sultet ihjel.
Jeg vidste ikke, der var hungersnød på Filippinerne, men det gjorde DnC, der tidligere havde haft et lignende fallitbo på Filippinerne tæt inde på livet gennem det gode skib Birgitte ex Global Star, og som i øvrigt lavede megen forretning på Filippinerne gennem deres filial i Hongkong. Jeg syntes selv, det virkede overdramatisk, at mit skib Fylyppa og jeg skulle påtage os ansvaret for, at der døde 50 filippinere om dagen af sult, men DnC’s kynisme og tro på, at de kunne bruge denne ulykkelige situation til afpresning af mig, var ikke til at tage fejl af. Så hvis jeg skal bruge DnC’s egen logik, har de for ussel mammon dræbt ca. 350 filippinere med koldt blod; hvor Anders Breivik i det mindste så sig selv som en frelsende engel eller i hvert fald idealist.
I stedet for at vende blikket indad og udnytte en ellers ulykkelig situation til selverkendelse, hedder det sig nu, at folket kollektivt opgraduerer (læs: indoktrinerer) demokratiet, så en ny Anders Breivik aldrig igen ville kunne få fodfæste. Som bannerførere optræder igen, igen, igen de Tordenskjolds Soldater alias levebrødspolitikere, der ivrigt gødede jorden for galninge som (den gamle) Anders Breivik, og som lærebog benyttes den Menneskerettighedskonvention, hvis værdi, når det kommer til stykket, for den enkelte borger end ikke er det papir værd, den er skrevet på. Især ytringsfriheden er den narresut (læs: censur), der på nudansk benævnes ”Tavshedens tyranni”, og som også den norske presse tydeligvis excellerer i.
I min førnævnte bog starter 3. del med, at den daværende CEO, Flemming Skov Jensen, for én af Danmarks største og dengang i hvert fald mest aktive pengetanke, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, udtaler, at ”det er en politisk beslutning”. Dette som svar på mit spørgsmål om, ”hvordan det kan være, at så mange hundrede millioner mennesker skal leve i sult og fattigdom, når det for mig at se må være en langt bedre forretning for de store, multinationale selskaber at gøre dem til købedygtige forbrugere”? Dette kapitel ender da også op med at konkludere, at den danske regering og Folketinget (og således også den norske regering og Stortinget) er med til at beslutte, at der hvert år skal dø 6 millioner børn af sult (ovenstående eksempel fra Filippinerne er blot et af de klassiske, men kommer ekstra tæt på her, hvor der kan sættes konkrete, norske navne på bødlerne).
Oprindeligt, dvs. helt tilbage i 1981, var mit skib Fylyppa blevet finansieret af ét af min danske bankforbindelse, Danske Bank ex Handelsbanken, sammentømret, internationalt bankkonsortium bestående af Bankers Trust Company samt DnC, Handelsbanken og to andre, skandinaviske banker fra Sverige og Finland gennem Nordic Bank; eller rettere dennes filial i Hongkong. Som var det Djævelens værk, overtog DnC hele Nordic Bank midt i tumulten under Fylyppa’s rejse til Filippinerne med det livsvigtige mel, og som for at føje spot til skade overtog Nordea ex Unibank Hongkong-filialen fra DnB ex DnC i 1991.
Det er således 20 år siden, 5 års kamp mod Det norske Bank- & Retsvæsen blev afløst af de 20 års kamp mod Det Danske Bank- & Retsvæsen (læs: Den Danske Mafia), der fortfarende står på; altså mere end dobbelt så lang tid som Anders Breivik brugte til at forberede sit terrorangreb på det, han ser som verdens svøbe og dermed sine argeste modstandere. Der minsandten på det nærmeste er identiske med mine modstandere og deres yngel. Så hvis jeg på denne basis skulle drage en parallel og fortolke Anders Breiviks motiv til at myrde løs på de unge mennesker på Utøya, kan det for mig at se kun være fordi, han vurderede, han derved slår to fluer med ét smæk:
Det er jo en langt frygteligere hævn at dræbe ens fjenders børn, for det er en sorg, der varer ved resten af livet og gør dette til et levende helvede. Samtidigt luger han kraftigt ud i den unge generation, der stod på spring til at tage over; efter at de ville have været blevet grundigt indoktrinerede på Utøya, kunne jeg jo så tilføje.
Sagt med andre ord ser folk som f.eks. statsminister Jens Stoltenberg, hans danske kollega Lars Løkke Rasmussen samt hans partifælle og statsministerkandidat Helle Thorning Schmidt og jeg så forskelligt på begrebet demokrati, at det fremstår som to helt uensartede størrelser. Ja faktisk så forskelligt, at jeg ifølge deres terminologi må være prototypen på den mest potentielle terrorist! Og jeg kan da også her bekræfte, at jeg, Utøya-masakren desuagtet, ja, sågar i lyset og yderligere ansporet af denne frygtelige udåd, vil fortsætte og sågar optrappe kampen med at bekæmpe deres form for ’demokrati’ med alle, lovlige midler.
Det skal heller ikke her være nogen hemmelighed, at jeg ville tusinde gange hellere kæmpe mod en Breivik end mod en Stoltenberg, Lykke Rasmussen eller Thorning Schmidt, idet den for demokratiet væsentligste forskel på disse to arter er, at sidstnævnte er tusinde gange mere perfid og farlig end førstnævnte! For der er jo ingen - selv end ikke Anders Breiviks mest beundrede forbilleder, Fjordman og Pia Kjærsgaard - der er bare det mindste i tvivl om, at Anders Breivik er totalt forskruet og sin egen samt resten af den frie verdens værste fjende, som vi har ikke bare ret, men pligt til og vil høste stor hæder for at bekæmpe med alle, forhåndenværende midler.
Derimod har de samme mennesker/vælgere, der ifølge VG og den øvrige presse nu strømmer til Arbeiderpartiet, næppe fantasi til at forestille sig og ville til deres død anfægte, at en landsfader (læs: levebrødspolitiker) som Jens Stoltenberg efter alle solemærker at dømme har ikke bare blod på hænderne, men er sølet ind i hjerteblod, magtmisbrug og prostitution! Lad mig afsløre hvordan (nu kender jeg ikke tallene for Norge, så jeg bruger Danmark som eksempel):
”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget!” Selv regeringen og Højesteret, ja selveste Ombudsmanden og Hendes Majestæt er underlagt Folketinget og dermed den despot, der bare skal kunne tælle til 90, hvorefter ’han’ med loven i hånd ”can get away with murder”. (NB: I Folketinget kræves der 90 mandater for at have flertal).
I Danmark har denne han i de sidste 10 år været af hunkøn, en sand furie, forklædt som statsminister; først i skikkelse af elegante og sportstrænede Anders Fogh Rasmussen, nu i den mere trinde figur af Lars hin Løkkelige. Det har derfor været en smal sag for Anders Breivik at gemme sig i 8 år og skrive sit manifest i fred og ro under hendes skørter, hvor han i øvrigt har været i godt selskab med veltalende ligesindede, der ligesom han selv forsvinder i mængden af klassisk udseende arier. Jeg tænker her på partiejer Pia Kjærsgaards tre prinser Morten Messerschmidt, Kristian Thulesen Dahl og Peter Straarup; der, altså sidstnævnte, som formand for Folketingets Retsudvalg, er den faktuelle hersker over danernes liv og død. En praksis, som partiets to sorte præstefætre belejligt har gjort til deres kald at velsigne.
Hørligt bevægede Pia Kjærsgaard, velsignet forkæmper for den af Juristmafiaen vedtagne, nationale, retsfølelse og foregivne retssikkerhed, havde da også svært ved at holde gråden tilbage, da hun i lørdags, lige hjemkommen fra sommerferie i udlandet, blev interviewet af Danmarks Radio om Utøya-massakren; eller rettere de beskyldninger, der er blevet rettet imod hendes Dansk(e) Folkeparti for i indvandrerdebatten at føre et sprog, der ansporer galninge som Anders Breivik til at begå terrorisme, hvilket hun naturligvis kunne pure afvise. Jeg fremhæver dette bevægende intermezzo for her at afsløre og illustrere, at
- det er ikke på grund, men på trods af Dansk Folkeparti og dets støtteregering, jeg ikke er blevet terrorist. I konspiration med de ansvarlige dommere og andre embedsmænd fra især domstolene, politi- & anklagemyndigheden har denne despotiske regering i det sidste årti ikke alene dækket over, men bygget på de forbrydelser mod menneskeheden, dens forgængere fra såvel blå som rød fløj begik under, efter og i forbindelse med den forrige bankkrise; altså den, hvor DnB ex DnC startede de såvel nationale som internationale, økonomiske, sociale og menneskelige massakrer med at aflive førnævnte 350 filippinere, at
- de bump på forbrydervejen, der går under navnet Nyrup-regeringerne, har dyrket de selvsamme ’dyder’, der har bragt Lars Løkke Rasmussen til magten, og som overvejende er identiske med det forrådnede valgflæsk, Jens Stoltenbergs danske pendant her under den udvidede valgkamp serverer for folket i håbet om igen selv at komme til fadet, at
- erfaringerne og logikken fra virkelighedens verden derfor tilsiger, at levebrødspolitikere, som f.eks. statsministrene Jens Stoltenberg og Lars Lykke Rasmussen samt de damer Pia Kjærsgaard og Helle Thorning Schmidt, for at nå frem til den position, de har i dag, har begået og/eller set gennem fingre med frygtelige ting, der har forvoldt mindst ligeså stor sorg, smerte og skade som Utøya-massakren.
Det er således med velberåd hu, jeg gentager disse provokationer, desuagtet jeg gennem pressen ved, at både det norske og danske politi og deres efterretningstjenester er i noget nær højeste alarmberedskab, og at ’bare’ det at true myndighederne og politikerne, ja nogen som helst, er meget strafbart; især her efter vedtagelsen af de såkaldte terrorlove som følge af 9/11. Så når jeg – med officiel kopi til Den Danske Mafia v/den notorisk korrumperede politidirektør for Københavns Politi, Johan Reimann, og pressen - her i min bøn og åbne brev til Deres Majestæt skriver på et velformuleret dansk, der ikke kan misforstås, at jeg vil optrappe min kamp mod den eksisterende form for det ’demokrati’, som samtlige politikere og myndigheder samt hele pressen i begge lande her efter Utøya-massakren er rørende enige om at udbygge, må jeg i lighed med Anders Breivik da også stå til 21, ja snarere de 30 års fængsel, der er taksten for forbrydelser mod menneskeheden?
Men lur mig, om ikke politidirektøren sætter et tudefjæs (politidirektørens egen metafor for skarpsindighed) så stort op, at også hele den norske presse derved signaleres og indskærpes dens kald om at tyrannisere (censurere) den litteratur, der ville kunne informere de skandinaviske landes kronede hoveder om, hvordan De bliver misbrugt til at ’legalisere’ Juristmafiaens onde gerninger.
Det vigtige moment i denne forbindelse er derfor, at Deres Majestæt her ved selvsyn vil kunne se, at selvom jeg går til yderligheder i at udnytte Utøya-massakren til bristepunktet ved at håne og tirre både Det Danske og norske Bank- & Retsvæsen samt den øvrige Juristmafia og dennes presse, Principaler og mæcener, tør disse magtfuldkomne personager, der i ellers alle henseender nyder Deres Majestæts tillid og respekt, end ikke anklage mig for ærekrænkelser og injurier endsige reagere på denne skrivelse med andet end … tavshed.
Selv Jyllands-Posten, hvis verdensberømte redaktør Flemming Rose har opfundet udtrykket ”Tavshedens tyranni” som metafor for censur, tier med garanti indædt, for de ved godt på redaktionen, at det var mig, der fik deres søsteravis’ ansvarshavende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, til at gå bodsgang til Amman og undskylde for Muhammed-krisen. Ikke, som det hedder sig, kun fordi det var en unødig fornærmelse mod Profeten, men primært fordi jeg havde afsløret, at hele denne krise var ’bestilt arbejde’, der havde til hensigt at aflede opmærksomheden fra de nationale problemer. Den Danske Mafia og dens presse slog, som det vil erindres, i tæt samarbejde med den højtdekorerede tegner i Jyllands-Posten, Kurt Westergaard, herved mindst tre gange så mange uskyldige muslimer ihjel, som Anders Breivik dræbte unge socialdemokrater på Utøya.
I skrivende stund bliver jeg igen, igen, igen bekræftet i en af mine forudsigelser. I. e. på samme måde, jeg på grundlag af min endog særdeles indgående viden fra den forrige bank- og økonomikrise (fra midten af ’80-erne og 7 magre år frem) forudsagde den anden (verserende) bank- og økonomikrise (startende i efteråret 2008), har jeg i de sidste 3 år sagt, at det kun er et spørgsmål om tid, før denne går over i den tredje og langt værre bank- og økonomikrise. Den Europæiske Centralbanks ellers meget fåmælte direktør, Jean-Claude Trichet, har da også så sent som for et par dage siden udtalt, at det, der sker på de finansielle markeder i øjeblikket, er ”den værste krise siden anden verdenskrig”.
Og hvorfor er jeg så ikke blevet taget med på råd, men i stedet for blevet udsat for 25 års psykisk tortur og censur og i alle henseender behandlet, som var jeg på fuldt lovlig vis dømt både rets- og fredløs? Jeg, en falleret skibsreder og forfatterspire, har jo gang på gang bevist, jeg i mine forudsigelser er samtlige økonomi- og finansgenier langt overlegen. Det skal jeg sige Dem, Deres Majestæt, for det kan alt sammen føres tilbage til tiden og omstændighederne omkring DnC’s kyniske drab på førnævnte 350 filippinere:
Efter at DnB og Bankers Trust Company gennem Danmarks førende advokatfirma, Kromann & Reumert, i næsten 5 år havde ført en bevidst, groft uretvis sag mod mig personligt for et stort 2-cifret millionbeløb ved henholdsvis Østre Landsret og Sø- & Handelsretten, vandt jeg sagen; altså den famøse Fylyppa-sags hovedsag. Ikke fordi jeg havde ret, det havde jeg jo haft lige fra starten, men fordi de havde håbet på at kunne lukke munden på mig ved at hæve sagen. Til den ende havde de - ikke sådan bare naivt håbet på, men fra min svigefulde sagfører, advokat Peter Schaumburg-Müller, med rettidig omhu åbenbart (for ikke at sige tydeligvis) - fået et tilsagn om, at min sagfører i kollaboration med retten ville se til, at dette uretmæssige krav ville blive stående i al evighed; eller til jeg ikke længere kunne tygge smør, whatever came first. Og som de så ville kunne tage frem og slå mig med, skulle jeg igen finde på at ytre mig om de forbrydelser, DnB og Bankers Trust Company samt de involverede dommere, embedsmænd, ministre og andre politikere har begået.
Jeg tænker her ikke alene på de forbrydelser, de har begået mod mig og min besætning m.fl. i Fylyppa-sagen, men i særdeleshed på de højforræderiske forbrydelser mod menneskeheden, de begik (og, i hvert fald for danskernes vedkommende, stadig begår) under førnævnte, ulovlige undtagelsestilstand, og hvor mængden er så stor, at der formentligt er tale om folke(justits)mord.
Heldigvis, for retfærdigheden, havde de gjort regning uden vært, for i bedste, kongelige stil krævede jeg ”én gang til for Prins Knud”; som vi siger i Danmark, når et aktstykke ønskes gentaget. Denne gang dog med den af mig formulerede slutreplik: ”Sagsøger tager bekræftende til genmæle på sagsøgtes påstand, at sagsøger erkender, at sagsøgte ikke er sagsøger noget beløb skyldigt”. Så var den ged barberet.
Taberen - af selv den mest uretvise retssag, hvor det er nok så tydeligt, at domstolen har været både købt og betalt, og hvor han i en rigtig retsstat med en uvildig og af Juristmafiaen uafhængig domstol ville have vundet, hands down - har ingen troværdighed! Uanset hans nok så krystalklare beviser på foul play, tør selv en avis som VG og dens danske pendanter, Ekstra Bladet og B.T., ikke røre ham med en ildtang. Så da Pia Kjærsgaards daværende parti, Fremskridtspartiet - i et ynkeligt forsøg på at optræne partiets kollektive evne til, pardon my French, at holde om og på lord’n, så de kunne blive stuerene - gik til pressen med mistanken om korruption og bestikkelse blandt den danske dommer-stand (minsandten anført af så prominente dommere (læs: juridiske koryfæer, kald dem bare menneskeretlige lord’r) som Retspræsident Frank Poulsen og Højesteretsdommer Mogens Hornslet, begge notoriske kendinge fra Fylyppa-sagen), stod jeg frem for, med en vinders rettigheder, at bekræfte ikke bare mistanken, men beviserne og dokumentationen på disse to og mange andre, danske dommeres grove forbrydelser; jf. min bogs 20. billede.
I min bogs 21. billede beskriver jeg, hvordan det på snedig vis alligevel lykkedes for DR at konvertere disse højforræderiske forbrydelser til en andenrangs B-film om en sørøverhistorie fra de varme lande; nærmere betegnet Filippinerne. Fra at vise, hvordan højtestimerede dommere (på noget nær daglig basis til støtte for ’demokratiet’ og retsfølelsen, hedder det sig) begår forbrydelser med en straffe-ramme på fra 3 til 16 års fængsel, fik DR hr. & lille fru Danmark til at føle, hvor synd det havde været for DnC, at den havde set sig nødsaget til at slagte 350 filippinere, Fylyppa’s besætning og mig, sagde hunden, i et tappert forsøg på at beskytte deres pant i skibet. Og denne anklage er ingen joke, hvilket VG her 20 år efter lige har bekræftet over Bank- & Retsvæsenets Telepatiske Kommunikationssystem (se Den Danske Dommerforenings formands beskrivelse af dette system i min bogs 10. billede):
Den 2. august 2011 kl. 10:49 sendte jeg en mail til 2200@vg.no, hvori jeg skrev, at ”vedrørende Utøya-massakren har jeg en del materiale, der er for omfattende at sende som et ’tip’. Jeg vil desuden sikre mig, mit materiale kommer i hænderne på den/de rette person(er), så venligst meddel den e-mailadresse, jeg skal sende til? Der er ikke noget, der haster, da jeg vil være på rejse de næste 24 timer.” Minutterne efter sendte jeg denne meddelelse direkte til tipsboksen hos hver af de fem (5) journalister, der havde underskrevet dagens artikel om Utøya-massakren.
Allerede kl. 11:22 svarede Marianne Vikås som den første og indtil nu eneste: ”Hei og takk for epost. Hvilken informasjon sitter du på?”
Det var ikke lige det svar, jeg havde forventet fra en seriøs avis, så jeg beder Marianne Vikås bekræfte, hun er den rette person at sende mit materiale til. Vedhæftet min mail sender jeg de to avisartikler, som VG og Aftenposten skrev den 3. december 1991 om den 50 minutters dokumentarudsendelse, DR havde udsendt aftenen før, og som jeg kommer ind på i min bogs førnævnte 21. billede/kapitel.
Den efterfølgende korrespondance med Verdens Gang vil kunne dokumentere, at hvor jeg gjorde alt for at indlede et seriøst samarbejde med VG, har denne avis svaret igen med ”tavshedens tyranni”. Marianne Vikås - der er så ung, at hun gik med ble dengang, DnC viste verden ”the Norwegian way” til racehygiejne samt til at blive verdens førende shippingbank - havde i sin journalistiske idealisme glemt at tage sin redaktion i ed. Det bliver hun så åbenbart tvunget til, da jeg fremsender hende VG’s førnævnte artikel fra 1991 og får at vide, at jeg er persona non grata. Min forbrydelse, eller snarere forbrydelser er, at jeg
- nægtede at likvidere min besætning gennem at opildne den til mytteri, at
- tage ansvaret for de 350 dræbte filippinere samt, og det er så gået hen og blevet min helt store og utilgivelige forsyndelse, fordi jeg
- stiller VG og den øvrige norske og danske presse til regnskab for, at de ikke alene dækker over, men kollaborerer med de virkelige forbrydere, Den Danske og norske Mafia.
Og så er det i virkeligheden hverken Fylyppa-sagen, DnB- eller Utøya-massakren, der er mit ærinde med nærværende redegørelse: Alle ovenstående otte sider er, i respekt for de døde og deres efterladte, forfattet med henblik på at vende denne tragedie til en enestående chance for selverkendelse og dermed menneskelig og åndelig udvikling, for os selv og vores efterkommere!
Selverkendelse kan ikke bygges på løgn og illusion, hvorfor denne redegørelse er stilet til Dem, Deres Majestæt, så ingen kan være i tvivl om alvoren i mine hensigter og bevisførelse.
Jeg udelukker naturligvis ikke, at VG og den øvrige presse samt de myndigheder og retspolitikere, der læser os i kopi, vil gøre alt for at efterkomme Juristmafiaens stående ordre om at udsætte et sligt angreb på deres ytringsmonopol og kreative demokratiform for tavshedens tyranni under allehånde påskud om, at jeg er ligeså kugleskør som Anders Breivik. Hvortil jeg så til gengæld vil påstå, at de i så fald må gå til bekendelse og indrømme, at de enten intet har lært af Utøya-massakren eller – med Deres Majestæt som vidne – med forsæt forbryder sig mod de (læs: deres egne) nye terrorlove:
- For hvordan kan de forsvare at lade en galning, undertegnede, der er værre end Anders Breivik, gå frit omkring og terrorisere alt og alle fra Juristmafiaen til salvede hoveder?
- det er Den Danske og norske Mafia samt dennes presse, Principaler og mæceners ansvar, at jeg er tvunget til at stile denne redegørelse (der med tilstrækkeligt ond vilje, og den har Juristmafiaen rigeligt af, ville kunne fortolkes som en majestætsfornærmelse; ja, sågar et frontalt og skånselsløst terrorangreb på den norske selvforståelse og nationalfølelse) til Dem, Deres Majestæt!
I Danmark kan jeg i hvert fald sidestilles med de muslimer, der har stået anklaget for at ville tegneren Kurt Westergaard til livs. En sidestilling, jeg i øvrigt kun kan tilslutte mig og bekræfte! Med den væsentlige modifikation, naturligvis, at jeg ikke vil Kurt Westergaard personligt, men hans pervertering af ytringsfriheden og de øvrige menneskerettigheder til livs. For i mit univers er tegneren Kurt Westergaard mindst ligeså infam og djævelsk som Anders Breivik, og jeg ville end ikke røre denne ynkelige kujon og tegner med en ildtang. Det er han ikke værd.
Tværtimod vil jeg benytte denne lejlighed til at beklage de gennem pressen tre kendte drabsforsøg på hans liv, hvor gerningsmændene til de to sidste har fået lange fængselsdomme. Idet min beklagelse dog primært går på, at denne feje undermålers, tegneren Kurt Westergaard, kultstatus er steget for hver gang, mens de flere hundrede navnløse, uskyldige muslimer, der døde pga. hans og hans baglands ondskab og idioti, ikke er blevet rehabiliteret endsige nævnt under Det Arabiske Forår. Det er, skal det gudskelov siges, Kurt Westergaard, Flemming Roses og Jyllands-Postens ’fortjenester’ heller ikke.
Nogle måneder efter DR’s førnævnte dokumentarudsendelse om Fylyppa-sagen insisterede min gamle chef fra A.P. Møller-Mærsk på at høre beretningen fra min egen mund, og han lyttede andagtsfuld efter i over en time, mens hans ansigt antog et mere og mere forfærdet udtryk. Thi nu afdøde afdelingschef Poul Frederiksen kendte mig godt nok til at vide, at løgne fra min mund over-for ham lå udenfor mulighedernes rækkevidde, og alligevel kunne han ikke tro på min beretnings uhyrligheder, hvorfor han udbrød, at ”hvis det, du siger, er sandt, bryder min verden sammen!”
Jeg, til gengæld, kunne næsten heller ikke tro på, at hverken han eller hr. Møller, forsikrede hr. Frederiksen mig om, selv i deres vildeste fantasi havde nogen forestilling om, at det stod så galt til, som jeg lige havde illustreret. Det er så også derfor, jeg har brugt 10 sider og udsat mig selv for en anklage for majestætsfornærmelse til at illustrere overfor Dem, Deres Majestæt, hvor grelt det står til med ytringsfriheden og de øvrige menneskerettigheder bag den højpolerede, såkaldte demokratiske facade.
For i Danmark kan jeg end ikke fremprovokere en straffesag mod mig for majestætsfornærmelse, ærekrænkelser og/eller injurier uanset hvor kompromitterende beviser, jeg fremlægger på, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. blot er Juristmafiaens (mere eller mindre villige?) marionet, når det drejer sig om at ’legalisere’ og ’velsigne’ denne mafias forbrydelser. Thi lige indenfor døren på Amalienborg sidder Dronningens Vagtmester alias kabinetssekretær Henning Fode alias den fhv. rigsadvokat, der ifølge Fylyppa-sagens bevisligheder har så meget (hjerte)blod på hænderne (læs: sin samvittighed), at han regnes for én af mafiaens værste bødler; fuldt på højde med sin forgænger, nu pensionerede højesteretsdommer Asbjørn Jensen.
Det er jo i Danmark sådan, at en forurettet borger ifølge Menneskerettighedskonventionens artikel 35, stk. 1 ”skal have udtømt alle nationale retsmidler, før domstolen må optage sagen til behandling”. I h. t. Danmarks Riges Grundlov § 16 er det enten Folketinget eller Dronningen, den forurettede skal gå til, hvis han kræver en korrupt minister tiltalt for sin embedsførelse. I Folketinget vil den pågældende minister altid kunne mønstre mindst 90 mandater til en afvisning af klagen, og Dronningen vil gennem sin Vagtmester svare, hvis borgeren overhovedet får et svar, at ”Hendes Majestæt er bekendt med Deres klage, men kan ikke foretage videre”. Altså den mest tænkeligt perfide ”catch
Det værste er dog, at Juristmafiaen og pressen transmuterer Dronningens afmagt til at konstituere en sønderlemmende, retfærdig dom, der ikke alene giver mafiaen 100 % medhold og fuld oprejsning, men stempler selv den mest anstændige og velformulerede klager som en paranoid og kværulantforrykt landsbytosse (á la Anders Breivik), der har set sig ond på systemet. Ved næste gallamiddag eller hofbal kan landsbytossen så på tv se sin bøddel føre sig selv og alle sine duelighedstegn frem og i sin ydmygelse blive bekræftet i, at loven er mere lige for Per (læs: mafiaens medlemmer, mæcener og Principaler) end for Poul.
”Rønnebærrene er sure”, sagde ræven, men jeg kan forsikre Deres Majestæt om, at jeg føler mig for god til at være i stue eller danse rundt på slottet med disse mennesker. På samme måde, som formanden for Journalistforbundet og alle hans medlemmer tager på min bog som en nonne på glødende jern og vil vælge at læse ovenstående, som var det én stor og bitter hældende vand ud af ørerne. På samme måde er der mange, der insisterer på, at jeg, for at sige det på syngende norsk, blev forbandet, da DnC kaprede mit skib Fylyppa på Manila Red, og har været lige siden.
Det er den tænkeligst største misforståelse, hvilket Deres Majestæt ved selvsyn ville kunne læse Dem til, idet min bog for alle, der ikke er medlem af Journalistforbundet og/eller har aktier i Juristmafiaen, fremstår endog særdeles humoristisk og selvironisk. Tværtimod fejrer jeg her på 26. år stadigvæk, at DnC og Bankers Trust Company gik i panik og kaprede mit skib, for det var dog det dummeste, de kunne gøre. Ifølge engelsk (læs: Hongkong) lov, og det er den, der gælder ifølge lånekontrakten, then ”the part must come to court with clean hands”, og det kan en bloddryppende pirat, omendskønt forklædt som Norges førende bank, næppe siges at have. Det har jo så også resulteret i, at jeg med renters rente til de af retten fastsatte 16,75 % i dag har et milliardkrav mod Den Høje Kontraherende Part, den danske stat (læs: Den Danske Mafia), der så har regres hos deres norske brødre og søstre; som jo så forhåbentligt har sikret sig regres hos de involverede banker.
For det er, som beskrevet, ikke DnC’s kapring, jeg harcelerer over. Tværtimod var jeg oprigtigt taknemmelig, thi alt, hvad jeg, meget summarisk sagt, så efterfølgende behøvede, var jo bare at udskrive en regning til bankerne (læs: piraterne) på skibets forsikrede værdi, som var US$ 6,5 millioner. Thi mit skib kunne jeg aldrig få tilbage, eftersom DnC – der trængte kontanter, mange kontanter, for ikke at blive erklæret bankerot - blot få måneder efter kapringen var forlist med hende på Sydkoreas kyst under mystiske omstændigheder. Hvorefter banken i bedste sørøver- og gangsterstil havde hævet en forsikringssum, der var fire (4) gange større end det beløb, DnC forsøgte at afregne boet efter A/S P.V. Christensen og mig med ved Østre Landsret henholdsvis Sø- & Handelsretten.
Nej, det er derfor ikke så meget DnC, men disse to domstole og Højesteret samt politi- og anklagemyndigheden i København, jeg retter mine anklager imod, med samt den regering og det Folketing, der har ikke bare set igennem fingre med og tilladt disse forbrydelser, men som med ondt forsæt har kollaboreret med forbryderne. For det skal ikke være nogen hemmelighed: Jeg var dybt rystet, og er som sådan stadig, da det gik op for mig, at det bank- og retsvæsen samt folkevalgte demokrati, jeg havde stolet på siden barns ben, målt i perfiditet er langt mere korrumperet end alle de bananrepublikker, mine skibe har sejlet på.
For mig at se gælder, I am truly sorry to say, Deres Majestæt, de samme ulykkelige forhold for Norge.
Kloge og velmenende kvinder og mænd har for mange år siden rådet mig til at opgive denne håbløse kamp mod vindmøller, som jeg i sagens tragiske natur alligevel aldrig ville kunne vinde på retfærdig vis, eftersom min modstander, Den Høje Kontraherende Part alias Den Danske Mafia, er både part, anklager og dommer i sagen. Jeg havde da også givet op for længst, havde det kun drejet sig om de milliarder, jeg har et retskrav på.
Problemet er ’bare’, at jeg i denne proces har set og oplevet ting, der er så dæmoniske, at jeg - der tager Biblens anbefalinger om næstekærlighed samt regeringens foregivne politik om at tænke og handle langsigtet med henblik på vores efterkommere og artens overlevelse for pålydende - umuligt kan sidde dem overhørigt. Især i betragtning af, jeg åbenbart er en af de få i verden, der kan gennemskue tingenes, ja klodens tilstand; jf. bl.a. men langt fra begrænset til min gamle chefs ovenstående antydning, at jeg enten er rablende gal og dødsens farlig (som en anden Anders Breivik) eller mere indsigtsfuld end vores fælles, tidligere arbejdsgiver alias Danmarks rigeste og mægtigste mand, verdens største skibsreder, Hendes Majestæt Dronningens personlige ven og Ridder af Elefantordenen, hr. Møller? Men det kan jo så komme an på en prøve!
Til det formål – altså om det er Juristmafiaen eller mig, der tjener demokratiets interesser bedst – ville jeg umiddelbart foreslå at besvare min gamle chefs førnævnte ”hvis” (det er sandt …). Et spørgsmål, der mest af alt havde karakter af et udbrud i og med, jeg i min timelange beretning ikke havde angivet navnet på én eneste af de af mine advokater, der havde kollaboreret med mine modparter bag min ryg, og som var det forhold, der rystede min gamle chef mest. Ja, faktisk så meget, at han brugte den efterfølgende time til at insistere på at introducere mig til Rederiets foretrukne advokatfirma, Dragsted Advokater, efterhånden som det, da han havde fået talt sig varm, gik mere og mere op for ham, at det var mine uduelige advokater, der var skyld i, jeg havde raget uklar med de involverede dommere. Min gamle chefs verden stod imidlertid ikke til at redde:
Jeg kunne betro ham, at jeg dagen forinden havde anklaget dommeren ved retten i Gentofte for at have konspireret med førnævnt højesteretsdommer Mogens Hornslet (der på det tidspunkt var verdenskendt i Danmark som formand for dommerundersøgelsen mod fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen i den navnkundige Tamil-sag) til fordel for to af mine tidligere, troløse advokater fra, ja … minsandten, Dragsted Advokater. Som en kuriositet kan tilføjes, at i stedet for at anklage og sigte mig for mine groft ærekrænkende injurier mod hende, ”veg dommer I. Heide Jørgensen sit sæde” for at gøre plads til én endnu mere skruppelløs dommer, Lisbeth Larsen; der, som en ekstra krølle, minsandten også var hende, der godt 10 år senere fik bestilling på at dømme og vanære Danmarks mest kendte whistleblower, major Frank Grevil.
FØRSTE PARENTES
Ved afgørelse af 19. december 2005 tilkender Pensionsteamet, Lokalcentret Indre Nørrebro, Københavns Kommune mig førtidspension pga. den psykiske tortur, Juristmafiaen har udsat mig for i f. m. den famøse Fylyppa-sag. Jeg kan derfor her kun kondolere overfor retsfølelsen, at ”Juristmafiaen har sejret ad helvede til” i dens succes med at slå mig til lirekassemand. De to, ansøgningen vedlagte, vigtigste og formentligt afgørende udtalelser har, gennem skæbnens ironi, minsandten også relevans for nærværende redegørelse:
Selv livsvarigt fængsel i en celle på
Hvis, derimod, den sigtede er uskyldigt dømt, taler vi om justitsmord, og er dette forsætligt, rammer vi kriterierne for (psykisk) tortur. Gentager den pågældende, magtfuldkomne myndighed sine uretfærdige (kriminelle) handlinger, er der ifølge den amerikanske RICO Act (Racketeering Influenced Crime Organisation Act) tale om mafia/gangster-virksomhed; det der, når det drejer sig om stater, kaldes højforræderi.
Så når jeg påstår, Juristmafiaen har sejret sig selv til døde, er det fordi, dens hundredtallige store og små sejre over mig har udviklet sig til et så eklatant bevis på forsætlighed, at forbryderen, Jurist-mafiaen, selv har fremlagt ’den rygende pistol’ i retten som bevismateriale på dens forbrydelser.
(NB: Der er naturligvis det lille aber derbei, at det vitterligt kunne være mig, der er forbryderen, så lad os lade denne mulighed stå åben indtil, vi ser, hvad der kommer ud af at grave i førnævnte Dragsted Advokater-sag; hvilket burde være et ønskejob for den eksklusive del af pressen, der excellerer i dybdeborende, undersøgende journalistik! Og jeg ville da også allerede her kunne sætte den modige journalist i udsigt, at han/hun ikke ville kunne undgå at ramme en guldåre med uventede forekomster af ufattelig rigdom. Der, for at blive i dette billedsprog, allerede er siet fra og pakket i 10-kilosposer, der så er stablet i et vogntog af 40-fodskontainere, klar til at blive kørt væk og ind på redaktionerne til omsmeltning, forarbejdning og salg. Selv Wikileaks har, vedrørende Danmark, ikke kunnet grave meget mere end en beskeden brøkdel frem af tilsvarende rigdomme.
PS: Så hvis pressen ikke tør (læs: må for Juristmafiaen, og det tør/må den i hvert fald ikke i Danmark), kan det – som jeg hele tiden har påstået og bevist - kun være fordi, pressen har gjort sig til part i sagen, og at dens afsløringer af Juristmafiaens forbrydelser ville være ensbetydende med en tilståelsessag! Så det er jo ikke fordi, jeg ikke kan forstå den danske presses tøven med at begå harakiri, for det gør, at dømme efter ansigtsudtrykket på de gamle, stolte samuraier, frygteligt ondt. Og de tager dog æren med i døden. Det ville den danske presse ikke kunne gøre, eftersom den har dækket over forbrydelser, der er så alvorlige og feje, at de, rent metaforisk, bedst ville kunne sammenlignes med, at det havde været Deres Majestæts statsminister, der med Deres Majestæts billigelse står bag Utøya-massakren med det fordækte motiv at tage fuldt patent på The Norwegian Way (i.e. den førnævnte, norske form for demokrati) for at opnå vælgerne sympati ved det forestående valg ved at gøre kongemagten, demokratiet og de øvrige menneskerettigheder synonym med Arbeiderpartiet. Altså som hvis det danske socialdemokrati sammen med Socialistisk Folke-parti havde villet stjæle Dansk Folkepartis selvbestaltede monopol på danskheden og dannebrog.)
Så selvom den af kommunen udpegede psykiater i sin rapport skriver, at den behandling, myndighederne har givet mig i Fylyppa-sagen, har invalideret mig, mangler vi stadigvæk at få etableret, om denne invalidering (PTSS, dårligt hjerte m.m.) er selvforskyldt (altså pga. en forbrydelse begået af mig selv) eller tortur. Derefter kan vi så gå over til at evaluere, om denne form for tortur øger risikoen for og måske direkte tilsigter at skubbe folk som mig over i armene på notoriske terrorister.
Den anden afgørende udtalelse kommer fra whistleblower og fhv. major i Forsvarets Efterretningsvæsen Frank Grevil. I denne gør han med relevante henvisninger helt klart, at jeg er blevet udsat for psykisk tortur.
Som en yderligere kuriositet kan jeg nævne, at Frank Grevil og jeg havde et nært samarbejde i det tidsrum, hvor straffesagen mod ham verserede ved Københavns Byret. Samarbejdet begyndte at ebbe ud under selve retssagen, da Frank Grevil mod mit råd valgte at støtte sig ubetinget til sin advokat og den presse, jeg havde brugt et par år på at advare ham imod. Inden da havde vi – der begge har en militær baggrund; jeg som værnepligtig sergent i Livgarden med speciale i stabstjeneste og ABC-krigsførelse – flere gange talt om hvor nemt, det ville være for en fanatiker at begå en terrorhandling (i stil med Utøya-massakren), hvor vi oprigtigt frygtede for oplagte mål som Parken, Nørreport Station o. lign. folkerige steder. Husk på, Frank Grevil havde afsløret generalsekretær for NATO og daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens falske forudsætninger for at bekrige det Irak, der fra at have huset et undertrykt folk pludseligt fostrede den ene selvmordsterrorist (læs: martyr) efter den anden. Morale:
Juristmafiaen fik dømt, ydmyget og latterliggjort den kompetente whistleblower, der advarede mod, at statsminister Anders Fogh Rasmussens personlige ambitioner og venskab med den ligeså forrykte præsident George W. Bush ville kunne resultere i en ugerning som den, vi nu har set på Utøya.
PARENTES SLUT
I årene før, under og efter Grevil-sagen var fr. Hanne Bech Hansen direktør for Københavns Politi (1995-2009). Ved denne store og betydningsfulde forfremmelse blev den kynisk ambitiøse Hanne Bech Hansen underlagt sin efterfølger (ja, De læste rigtigt) i Statsadvokaturen for København, Frederiksberg & Tårnby, den langt mindre profilerede men særdeles velafrettede statsadvokat Karsten Hjorth; i.e. enhver klage over politidirektøren og hendes mænd på Gården (Politigården i København) skulle indgives til hendes efterfølger, der, som en anden Troldmandens Lærling, var blevet grundigt trænet (læs: hjernevasket) i Rigsadvokaturen under den notorisk korrumperede, fhv. højesterets-dommer ex rigsadvokat Asbjørn Jensen. En klage over statsadvokatens afgørelse eller afvisning (af politidirektørens afgørelse/afvisning i politiklagesager) skulle og skal stadig indgives til rigsadvokaten (hvilken stilling Dronningens Vagtmester alias kabinetssekretær Henning Fode bestred i perioden 1995-2007), så det bliver ligesom indenfor familiens trygge (læs: magtfuldkomne) rammer.
Omendskønt blot én blandt mange, var politidirektør Hanne Bech Hansen uden sammenligning perlen over alle magtfulde og korrumperede perler i politi- og anklagemyndigheden, og har alene i Fylyppa-sagen gjort ligeså megen skade som alle hendes kolleger tilsammen. Hun har i min Eventyrtrilogis førnævnte, første bog da også indtaget en af hovedrollerne, på skurkesiden, som kriminalassistent Jensen; kendt fra Olsen Banden-filmene.
Politidirektør Hanne Bech Hansens gentagne forbrydelser mod mig er så grove, at hvis jeg havde beskrevet dem, som jeg oplevede dem, ville selv den mest forstående og velmenende læser kaste bogen fra sig i afsky. Således nægtede bogens konsulent, Susanne Ove, at medtage billederne/kapit-lerne med grundlæggeren og æresmedlem af RCT/IRCT (International Rehabilitation Center for Torturofre), Inge Genefke, af samme grund. ”For”, som Susanne Ove sagde, ”folk magter simpelthen ikke at høre så grusom en sandhed om en så højtrespekteret og elsket person. Så selvom jeg fra mit kendskab til dig er sikker på, at det, du skriver om hende og hendes organisation, er ligeså sandt som alt det andet, bliver IRCT og Inge Genefke bare for meget og vil falde tilbage på dig selv tusindfold”. Selv major Frank Grevil, der som efterretningsofficer havde set og oplevet lidt af hvert, var som et (slagte)lam i hænderne på politidirektøren og hendes folk:
Efterforskningen af Frank Grevils mistænkte, såkaldte ’kriminelle’ handling ved at afsløre daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens løgne for at engagere Danmark i en angrebskrig i Irak blev overført fra PET til Gården; altså Hanne Bech Hansens politi, der har monopol på al efterforskning og, ifølge loven, pligt til at dele sol og vind lige. Deres Majestæt bedes derfor opfordre Deres statsminister til at udnytte Grevil-sagen ved at bede Hanne Bech Hansen om gennem denne sag at illustrere og bevise den ekstraordinære professionalisme, uvildighed og uafhængighed, der ifølge VG har betaget Deres statsminister. Især de forhold af betydning for sagen, der ville kunne aflaste og tale til den dengang sigtede Frank Grevils fordel, har interesse.
Jeg er autoriseret til at meddele Deres Majestæt, at Frank Grevil ikke er bekendt med slige forhold, men det kunne jo være, at Hanne Bech Hansen ville kunne komme i tanke om nogle; her, hvor hun gerne vil gøre et ærligt og professionelt indtryk. Frank Grevil ønsker også at præcisere, at
- han vedgik selve handlingsforløbet, men påstod, at
- det var lovligt i henhold til Straffelovens nødretsbestemmelser (”åbenbar almeninteresse”). Det var (mener Frank Grevil den dag i dag) sidstnævnte element, der langt overgik politiets fatteevne, idet emnet er politisk betændt.
Det vil blive alt for omfattende at komme ind på her og kræver som sagt en hel bog at forklare, men hvis Fogh-regeringernes håndtering af bank- og økonomikriserne (som jeg har forstand på; endog megen forstand på) samt klima-krisen (som jeg har langt mindre forstand på, men følger nøje med i) er et udtryk og/eller mål for Foghs ærlighed omkring Danmarks deltagelse i angrebskrigen mod Irak, har vi med én så farlig og dæmonisk despot at gøre, at han får Anders Breivik til at ligne en spejder på duelighedsprøve.
Mange, især nordmænd, har om Utøya-massakren stillet sig selv det spørgsmål: Hvorfor? Hvad er meningen med dette vanvid? Hvorfor skulle 69 unge mennesker lade livet for en fanatikers nådesløse hånd? De samme mennesker kunne i deres søgen efter et svar så også stille sig selv spørgsmålet om meningen med Jesus’ død på korset. Her påstår de lærde, at han gjorde det for at påtage sig alverdens synder, hvor jeg mere hælder til den tese, at havde det ikke været for denne makabre henrettelse ved korsfæstelse, var Jesus og visdommen fra alle hans prædikener og lignelser ikke blevet overleveret gennem Biblens Nye Testamente, men var gået i glemmebogen. Med afsæt i den uforståelige Utøya-tragedie bliver herefter førhen uforståelige rædsler og uretfærdigheder – ja selv fhv. politidirektør Hanne Bech Hansens gennem årene perfide overgreb på og desavouering af retssikkerheden og retsfølelsen - lidt mere forståelige (i betydningen intellektuelt forståelig; ikke nødvendigvis acceptabel), og vi får lettere ved at trænge igennem illusionen og finde sandheden.
Efter som statsadvokat at have sjoflet mine retskrav på det groveste, fastholdt Perlemor(d) – nu forklædt som politidirektør – sin afvisning af mine politianmeldelser (mod DnB’s danske sagførere, de involverede dommere samt den ansvarlige CEO og hans sagfører for henholdsvis Danske Bank og Unibank, da disse banker igen kom ind i billedet, m.fl.) for de forbrydelser, der var blevet begået i/ved de pågældende, danske domstole samt politi- og anklagemyndigheden (i.e. danske gernings-steder og værneting), med begrundelsen: ”Jeg har herved navnlig lagt vægt på, at de pågældende personer ikke direkte var involveret i den arrest, der blev foretaget på Filippinerne”.
Jeg har ikke efterforsket 18. majurolighederne nøjere, men Hanne Bech Hansens CV (der allerede den 13. ds. kl. 01:29 - altså blot få timer efter hendes udnævnelse til medlem af 22. julikommis-sionen - blev opdateret på Wikipedia med denne udnævnelse) tilsiger, at hun i stillingen som statsadvokat på blot 2 år (1993-95) beviste sit værd; bl.a. men langt fra begrænset til ’efterforskningen’ af skudepisoden under førnævnte ’uroligheder’ (læs: folkelige opstand), hvor hun i kollaboration med rigsadvokat Asbjørn Jensen sjoflede og udvandede klagerne over hendes forgænger og det politi, hun derefter blev direktør for. De samme bagmænd, som havde sørget for Perlemors forfremmelse, bar kort efter Asbjørn Jensen i guldstol over i Højesteret, da hverken han eller de kunne tåle mere kritik.
Så når Deres Majestæts statsminister overfor det norske folk foregiver, at han har håndplukket en perle blandt den ypperste, danske, uvildige og uafhængige elite, er dette den størst tænkelige illusion (læs: løgn), han kan bilde ét i forvejen hårdt prøvet folk ind. For Jens Stoltenberg kan umuligt være uvidende om, hvor ubeskriveligt korrumperet den danske politi- og anklage-myndighed er; jf. bl.a. Scandinavian Star-sagen, der nu har stået på i 21 år, og hvor 127 nordmænd døde. Næsten dobbelt så mange som på Utøya. Således sammenfatter rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen i sit Notat af 7. december 2010 da også rigsadvokaturens fornyede ’undersøgelse’ med at rette en appel til guderne, sine faktuelle Principaler og mæcener om at lade Oraklet vise os vejen:
- ”Man må vel også spørge, hvor sandsynlig det egentlig er, at nogen nøje skulle planlægge at nedbrænde et skib på åbent hav med næsten 500 mennesker ombord”?
Ved samme lejlighed kunne Deres Majestæt jo så også spørge, hvordan førstnævnte gruppe har det med at høre fra landets statsminister, at deres afdøde kære siden den 22. juli er nedvurderet til at ligge på linje med de navnløse, dispensable filippinere, DnB sultede ihjel? Eller har Stoltenberg belejligt udråbt Utøya-massakren til efterkrigstidens største, norske tragedie, fordi han i kollaboration med den norske og danske politi- og anklagemyndighed har fået til ophav at aflede offentlighedens opmærk-somhed for ikke at afsløre den/de ansvarlige for den statsstøttede mordbrand ombord på Scandinavian Star? I så fald kunne han ikke have valgt et mere egnet medlem til 22. julikommissionen end fhv. politidirektør Hanne Bech Hansen; der, om end fordækt, måske ligefrem er liaison mellem den danske og norske rigsadvokat? Førstnævnte, Jørgen Steen Sørensen, har siden den 9. december 2010 i hvert fald officielt opfordret sin norske kollega, Tor-Aksel Busch, til at overveje at genoptage brandefter-forskningen af Scandinavian Star, hvortil denne den 13. april i år har udtalt gennem dagbladet Information, at han stadig ”overvejer dette” (mens han, men det er kun et kvalificeret gæt, velsagtens har håbet på og bedt til, der måtte komme en slæde i vejen; som nu den ført af Anders Breivik).
Set fra et retsligt og demokratisk synspunkt burde offentligheden sætte spørgsmålstegn ved såvel Hanne Bech Hansens egnethed til at være medlem af denne kommission som til statsminister Jens Stoltenbergs dømmekraft. Selv jeg, der af de danske myndigheder i realiteten er erklæret hjernedød, har jo for længst, helt nøjagtigt ved Redegørelse af 2. september 2010, været i stand til at forudsige de manipulationer samt halve sandheder og hele løgne, de overlevende, de efterladte samt offentligheden ville kunne forvente fra rigsadvokatens hånd (i førnævnte Notat af 7. december 2010). Men det er jo så nok ikke denne del af sandheden, pressen har mod og mandshjerte endsige tilladelse (fra Juristmafiaen og dens Principaler) til at berette om for sine læsere? Skal jeg tro følgende intermezzo med førnævnt journalist Marianne Vikås samt to af hendes kolleger hos VG:
I VG’s artikel om udnævnelsen inviterer VG den indsigtsfulde læser til at underrette avisen om dennes eventuelle baggrundsviden (læs: sladder) om Hanne Bech Hansen. Der er til dette formål direkte links til journalisterne Lars Joakim Skarvøy og Mads A. Andersen. Baseret på vedhæftede Korrespondance med VG beder jeg derfor Deres Majestæt opfordre dens i Utøya-massakren synligt bevægede og stærkt engagerede, ansvarlig redaktør Torry Pedersen til at gå til bekendelse og ærligt og redeligt melde ud, i hvilken udstrækning hans avis har fået mundkurv på, eller om den her praktiserede, ynkelige form for censur blot skyldes almindelig inkompetence og middelmådighed? Idet det ellers – altså i tilfælde af, han fortsat vælger at praktisere den af dansk og norsk presse verdensberømte form for presse- og ytringsfrihed gennem tavshedens tyranni – vil være min påstand, at der ikke er tale om et enten eller, men om et både og! Han skal dog ikke gøre det for min skyld, da jeg har en helt anden og langt videregående, altruistisk dagsorden:
Alle ovenstående 16 sider er, omendskønt adresseret til Dem, Deres Majestæt, i virkeligheden stilet til Deres danske pendant, Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2, og Hendes folk, danskerne. I Norge er De velkommen til at gøre med disse oplysninger, som De vil. Jeg har i broderskabets hellige navn blot leveret mit bidrag til den selverkendelse og forståelse, det norske folk samstemmende siger, de eftersøger i lyset af den frygtelige tragedie og ubærlige sorg efter Utøya. Hvad angår mine egne, økonomiske interesser, har, som tidligere nævnt, Den Danske Mafia v/staten for længst gjort sig til fuldgyldig part i sagen, så det er den, jeg sender regningen til. Hovedformålet med denne redegørelse er derfor at råbe dens umælende, trofaste støtter, valgkvæget, op:
Danskerne skal til valgurnerne om mindre end tre måneder. Det er, lige siden Grundlovens indførelse i 1849, som altid og hver gang det vigtigste og mest skæbnesvangre valg nogensinde! Ifølge levebrøds-politikerne på Christiansborg står valget mellem rød eller blå bloks evne til at tackle den økonomiske krise. Ifølge Fylyppa-sagens 25 år lange, omfattende og dybdeborende afsløringer drejer det sig først og fremmest mest af alt om at få udstillet og gjort op med levebrødspolitikken og den Juristmafia, der i det sidste halve århundrede har tvunget landet og dets borgere ud i åndeligt – og nu igen, igen, igen også i økonomisk – armod og styrer os alle mod afgrunden.
Jeg er ikke historiker, men det er mit indtryk, at selv de mest idealistiske krige drejer sig om penge og magt, nogle ville sige grådighed og angst, og i Danmark foregår det naturligvis altid indenfor Jantelovens og middelmådighedens trygge rammer. Altså, hvor det ellers hedder sig, det er for Gud, konge og fædreland, og hvor ’guden’ ville kunne have så forskellige navne som Marx eller Fogh, bunder de fleste stridigheder i virkeligheden i kampen om ussel mammon. Ser vi bort fra krigene i Irak, Afghanistan og Gadaffi-land, udkæmper en civiliseret og fredselskende retsstat som Danmark (næsten) altid sine slag for de globale menneskerettigheder på de bonede gulve; gerne ryg mod ryg med det endnu mere internationalt anerkendte broderland, hjemstedet for verdens fornemste fredspris, Norge. Danskernes og nordmændenes menneskerettigheder og retssikkerhed i øvrigt er derfor ligeså selvfølgeligt og sikkert som penge i banken! Ups, som bank- og statsobligationer; ah, undskyld, jeg mente amerikanske subprime bonds; ups, ah, åh, jeg mente … jeg giver op!
Min Eventyrtrilogis næste bog, der får titlen ”Eventyret om Zen og Danmarkshistoriens Største Bedrageri”, skulle egentligt have været trilogiens første bog og afsløre det ufattelige bedrageri, Juristmafiaen v/regeringen, Finanstilsynet og Nationalbanken begik i weekenden før Sankt Hans i år 1992. Det viste sig dog hurtigt, at uanset om jeg kan dokumentere denne forbrydelse ned til mindste detalje og fremlægge ’den rygende pistol’, er der ingen eller kun meget få, der vil tro mig, og disse meget få er synonym med forbryderne og vil gøre meget (læs: alt) for at stoppe mig. Jeg valgte, for fordøjelighedens skyld, derfor først at afsløre Juristmafiaen og dens medlemmer i det, der så er blevet trilogiens første bog, ”Eventyret om Zen og Den Danske Mafia”; og som så naturligvis, kunne jeg fristes til at sige, er blevet udsat for tavshedens tyranni i en grad, at det langt overskrider grænsen for censur.
I og gennem denne bog, der udkom i november 2006, tilsigtede jeg at bruge eksemplerne fra den forrige krise (1985-93) til at advare mod den verserende krise (2008-?). Det har under hele forløbet, altså i Fylyppa-sagens mere end 25 år lange lidelseshistorie, imidlertid stået mere og mere klart, at demokratiet, som vi kender og praktiserer det, ikke slår til længere og tværtimod virker mere og mere selvdestruerende. Så når Jens Stoltenberg bevæget taler til det norske folk og modtager dets stående ovationer samt 10 % fremgang i meningsmålingerne ved at erklære ondskaben krig med mere demokrati, er han i bedste Pia Kjærsgaard-stil allerede i fuld gang med at lægge kimen til den næste Anders Breivik og det, der er værre.
Den umiddelbare løsning ville, ifølge Fylyppa-sagen, være at begynde at tage Vor Herre og/eller de græske guder i ed! For jeg er ret sikker på, at Jens Stoltenbergs form for demokrati ikke er meget bedre eller mindre perfid end Dansk Folkeparti og dets førnævnte støtteregerings form, der, og det ved jeg, har meget lidt med demokrati at gøre; jf. min første bogs førnævnte 8. billede, hvori Kong Frederik VII begræder, at Grundlovens stolte fædre i deres selvforherligelse allerede i fosterstadiet skamferer og invaliderer deres enbårne med en arvelig sygdom, der forudsigeligt kun er blevet værre og værre med årene og nu truer med at tage livet af dette deres nu kronisk vanskabte, såkaldte brainchild.
Ifølge Gyldendals Røde Ordbøgers Fremmedordbog er det græske ord demokratia sammensat af demos folk + kratein herske, altså folkestyre. I visse storbyers notorisk belastede områder afkræver den lokale mafia de handlende beskyttelsespenge – minsandten mod selvsamme mafias overgreb. Dette er ikke den perfekte lignelse, som Jesus næppe heller ville have lagt navn til. Dens simple pointe er dog at vise vælgerne, at selvom levebrødspolitikernes standardforsvar for deres stupiditet og/eller de af dem begåede uhyrligheder er, at vælgerne jo bare kan straffe dem ved at fravælge uduelige politikere ved næste valg, er denne ansvarsforflygtigelse en så perfid desavouering af demokratiet og dets udøvere, at den lammer sit bytte.
For det er jo rigtigt, at enhver borger og vælger i dette land kan sætte sit kryds, oven i købet i dybeste hemmelighed, på det navn eller det parti på stemmesedlen, han/hun foretrækker (læs: anser som det mindste onde), hvilket med andre ord er ensbetydende med, at
- den, der kontrollerer udvælgelsen af partiernes kandidater og den rækkefølge, de bliver opstillet i, har magten! Altså hele den foregivne, såkaldte demokratiske magt, og kan som en anden Hitler eller Pia Kjærsgaard get away with murder, bare han/hun kan tælle til 90.
Ét af grundlæggeren af Rederiet, skibsreder A.P. Møllers mundhelte var ”evne forpligter”, hvilket han må have tyvstjålet fra ”adel forpligter”. Med såvel rettidig omhu som velberåd hu kom næste generation, hr. Møller, gennem sin afløser på formandsposten en degenerering af familiedynastiets Mærsk-blå blod i forkøbet ved at ansætte ikke en sømand, men en ølmand som kaptajn på skuden. De to, den nye formand og Carlsberg-manden, har tydeligvis ingen skamferede lig i lasten og kan uhæmmet brillere gennem at bygge videre på hr. Møllers og faderens præstationer.
Det siger sig selv, at folket skal udvælge deres ledere og ledes af de bedste blandt de bedste; kald det bare eliten. Altså ligesom de gør i A.P. Møller-Mærsk, og som beviseligt giver ikke alene gode resultater, men hvor de er i stand til at vende selv den værste krise til noget positivt. Og i samme sekund, de ikke performer, ryger de ud; altså de hyklere og charlataner, der kaldte sig for og tog sig betalt som værende eliten.
De politiske partiers såkaldte elite (læs: uduelige ministre og levebrødspolitikere i øvrigt fra begge fløje) ryger derimod ikke ud ved det kommende valg. Tværtimod klamrer de sig til ministerstolen og taburetterne, som var de forliste søfolk, og de ville hellere forulykke med og sænke Danmark samt resten af verden end at miste grebet om deres levebrød. Der er så nogen, der går på pension eller barsel, men enhver ny kandidat er blevet ligeså omhyggeligt screenet (læs: hjernevasket), som var de blevet kaldet til et dommerembede eller stillingen som politidirektør; jf. førnævnte Hanne Bech Hansen, hvis afløser, Johan Reimann, er blevet skolet lige siden han for ca. 20 år siden som ung, fremadstræbende jurist beviste i f. m. såvel Tamil- som Fylyppa-sagen, at han er til at stole på; dvs. bundrådden og korrupt. Med andre ord taler vi om samme niveau og procedure som Anders Fogh Rasmussen præsterede, da han som skatteminister var så kreativ, at han ligesom Johan Reimann måtte parkeres på en helle i flere år. De var imidlertid begge så ’egnede’, at Juristmafiaen og dens bagland så dem som en god investering i fremtiden.
Ifølge Fylyppa-sagens dokumentation og som omhyggeligt illustreret i min Eventyrtrilogis førnævnte, første bog er det disse levebrødspolitikere, der er roden til al ondt! Det er, jf. ovenstående, ulykkelig-vis også dem, der har den ultimative magt; i hvert fald som valglovene er skruet sammen. Konklusion:
- Det er valglovene, der skal laves om!
De fleste mennesker kan godt lide og betaler gerne for smukke ting, også selvom de bare er til pynt. Den helt store skønhed findes dog som oftest i tingenes karakter og udstråling samt, allerhelst, nytteværdi. Altså noget smukt, der kun bliver smukkere og får patina af at blive brugt. Som gammel Garder ville jeg gerne kunne se kongehuset i dette perspektiv.
Problemet er som tidligere nævnt ’bare’, at Hendes Majestæt ikke må noget som helst af alt det, Majestæten ifølge loven skal og tilmed er den eneste, der kan udføre. Jeg tænker her først og fremmest på Grundlovens førnævnte § 16 samt Menneskerettighedskonventionens artikel 34 og 35, stk. 1, og det er så her, DnB’s førnævnte nedslagtning af de 350 navnløse filippinere kan hjælpe danskerne til den forståelse og selverkendelse, vi mangler:
DnB og dens advokater belærte mig i julemåneden 1985 om, at jeg, groft sagt, ifølge lånekontrakten af 26. maj 1981 var juridisk/kontraktligt forpligtet til at begå de forbrydelser, der ville kunne forvandle det fallitbo, mit skib Fylyppa, der stod til at give banken et kæmpemæssigt tab, til et forsikringsanlig-gende. Således skulle jeg, rent metaforisk, føre kniven mod de sultende 350 filippinere, min besætning samt afskiberne af lasten. Under konsultationen hos min egen sagfører kunne denne bekræfte mig i, at bankens krav var ikke alene uretmæssigt, men kriminelt. Han kunne derfor naturligvis ikke officielt råde mig til at begå disse kriminelle handlinger, men advarede mig så kraftigt om konsekvenserne ved ikke at gøre, som banken forlangte/forventede, at der (og det har han naturligvis bekræftet uofficielt) var tale om ét endog særdeles utvetydigt vink med en vogn-stang. Det, der i kriminalretten betegnes som afpresning, tortur og lignende gangstervirksomhed.
På samme måde ville jeg heller ikke mene, at Hendes Majestæt er forpligtet til at legitimere Juristmafiaens mere eller mindre kriminelle handlinger endsige deltage og/eller gøre sig til part i den virksomhed og det snavs, denne mafia og dens medlemmer excellerer i. Jeg siger ikke, at Hendes Majestæt allerede fra i morgen burde starte dagen med at rejse tiltale mod sine ministre fra en ende af for deres embedsførelse. Jeg siger tværtimod, at denne § 16 passende kunne tages op til revision sammen med valglovene, så hykleriet afløses af anstændighed, relevans og konsekvens.
Jeg kan ikke pointere vigtigheden af disse lovændringer stærkt nok! Det er så også derfor, at jeg har brugt de forudgående 19 sider (til at udpensle rædslerne fra Utøya-massakren samt udsat mig selv for risikoen for at blive anklaget for tilskyndelse til terror og/eller majestætsfornærmelse) for at fremhæve denne pointe.
Mine kritikere ville (efter min mening med rette) kunne sige, at det virker uanstændigt at (mis)bruge et så følsomt emne som Utøya-massakren til at propagandere for nye valglove. En anklage jeg imødeser med sindsro og kyshånd, for så har de 69 unge menneskers død ikke været helt forgæves, men har været det, der skulle til for at slå hul på den kinesiske mur-tykke og -lange tavshed, Juristmafiaen har tyranniseret ytringsfriheden, demokratiet og de øvrige menneskerettigheder med. Sagt med andre ord har Deres Majestæt og offentligheden her et dokumenterbart mål for hvor stor en tragedie samt hvor mange, der skulle lide og dø, før pressen føler sig kaldet (læs: tvinges) til at hæve den censur, der tilsigter at beskytte dens Principaler og mæceners gangstervirksomhed.
Kritikerne vil, hvis de bliver tvunget til at bryde tavsheden, formentligt også ty til at klandre mig for at skyde gråspurve med kanoner, ligesom de vil insistere på, at de ved, hvad de gør, og at det er til landets bedste. Det er helt fint, og jeg ville hilse det velkommen, for i så fald har vi i det mindste fået slået en revne i tavshedens mur og tyranni og derved nået et lille, men vigtigt skridt frem i at (gen)indføre ytringsfriheden. Der, og det ville være en hel ny, spændende og befordrende tilvækst for demokratiet, gerne skulle føre frem til, at vi gennem én af Juristmafiaen ucensureret debat ville kunne begynde at fremlægge beviserne på netop Juristmafiaens forbrydelser og inkompetence samt diskutere, hvordan vi kommer videre.
Det Arabiske Forår er, som tidligere konstateret, ikke opstået på grund (men snarere på trods) af Muhammed-kriserne. Myndighedernes kontrol over situationen efter optøjerne i England er ikke opnået gennem MP’ernes eksemplariske forgang i udvisningen af tilbageholdenhed med statens midler, men takket være rå politimagt og et belevent domstolsvæsen. Anders Breivik bliver udstillet som en djævelsk modreaktion på Norges heroiske korstog for demokratiet og de øvrige menneske-rettigheder, hvor han i virkelighedens verden (blot) er en, nærmest forventelig, særligt ondartet svulst på selveste hjertet af den førnævnte brainchild, eliten har døbt The Norwegian Way. Og sådan kunne jeg blive ved.
I disse tre lande samt i det øvrige EU og demokratiske Europa med samt USA og, ja, resten af den frie, demokratiske verden, har levebrødspolitikerne i de sidste to dekader haft kronede dage med at servicere deres faktuelle Principaler og mæcener på Wall Street og lignende, fornemme adresser, mens de så til (læs: lod stå til), at Moder Jord og Hendes yngel våndede sig i noget, der mere og mere ligner dødskramper. Jeg tænker her specielt på økonomien, beskæftigelsen, klimaet etc. etc., ja, listen er jo på det nærmeste uendelig. Og jeg lader tankerne gå videre for at udforske og lege med idéen om at give især Grundlovens § 3, 12 og 16 indhold ved at gøre dem mere tidssvarende; idet jeg for en sikkerheds skyld gentager:
Dronningen (læs: kongen) skal naturligvis ingenlunde være mere udfarende end førhen, næsten tværtimod, men skal heller ikke længere tillade at lade sig føre ved de små hår af korrumperede ministre og embedsmænd. Ikke sådan at forstå, at Dronningen personligt eller gennem sit kabinet nu skal tage stilling til enhver detalje og være den udfarende part, hvis der er noget, Hendes Majestæt ikke synes om. Det er slet ikke der, vi skal hen! Jeg tør godt sige tværtimod; i.e. at Dronningen læner sig endnu længere tilbage og iagttager, hvad der foregår. Lad mig give et eksempel:
Hvis en borger udtaler sig ærekrænkende om f.eks. en minister, kan han i medfør af straffelovens § 267, stk. 2 idømmes op til 6 måneders fængsel; under forudsætning af, naturligvis, der er tale om decidere injurier. Der er i denne paragraf allerede taget højde for skærpende omstændigheder, men det er så her, jeg ville foreslå at øge strafferammen betydeligt, såfremt krænkelsen officielt er kommet Hendes Majestæt for øre. I hele denne proces forbliver, med undtagelse af strafferammen, alt således ved det gamle; i.e. Hendes Majestæt skal intet foretage sig. Det skal politidirektøren i den pågældende politikreds derimod fremover ved at ”iværksætte efterforskning af egen drift” i h. t. retsplejelovens § 742, stk. 2. Med andre ord skal Juristmafiaens øverste medlem på Gården, Københavns Politidirektør (for nærværende Johan Reimann; tidligere Hanne Bech Hansen) ikke kunne dække over et medlem i regeringen gennem Tavshedens Tyranni. Og, på samme måde for at dele sol og vind lige, Gud nåde og trøste den borger, der i bevidst ond tro har krænket en ministers ære.
Det samme skal naturligvis gælde for straffelovens § 165 om falske anmeldelser og klagemål, hvor strafferammen i dag er fængsel indtil 1 år, og som derfor skal sættes betydeligt i vejret, hvis anmelderen har været rundt om Amalienborg.
ANDEN PARENTES
Som en kuriositet kan jeg her nævne, at allerede baseret på den nuværende, milde strafferamme ville jeg, der er 66 år ung, skulle tilbringe resten af min ungdom i ikke bare dette, men også mit næste liv i fængsel for politianmeldelser mod fremtrædende medlemmer af Juristmafiaen; så mange anmeldelser har jeg indgivet; minsandten hovedsageligt til min kære laugssøster alias daværende politidirektør Hanne Bech Hansen.
Hun kunne så lette på smilebåndet og ryste overbærende på hovedet, mens hun leende betror Deres statsminister, at jeg for længst er blevet udråbt til Danmarks førende, kværulantforrykte, men i alle henseende i øvrigt uskadelige landsbytosse, som alle i Juristmafiaen har en stående ordre om at tie ihjel, da man har vurderet, det er den bedste medicin. (PS: Jeg var i 1990 medstifter af og daværende vice-oldermand for Kirsten Piils Laug, hvor Hanne Bech Hansen også har været medlem i den sidste halve snes år, og som udover så prominente koryfæer som selveste Perlemor også tæller Prinsgemalen).
Det er åbenbart, at Hanne Bech Hansen er i stand til at imponere ligesindede som statsminister Jens Stoltenberg, men det ændrer ikke ved det faktum, at en anden laugsbroder, fhv. CEO for én af Danmarks største pengetanke, Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Flemming Skov Jensen, har sat sit renommé på spil i om ikke forsvaret af de hundredvis af ærekrænkende injurier, jeg har fremsat mod Juristmafiaen og dens medlemmer i de forgangne 25 år, så ønsket om at få dem prøvet ved en domstol. I min første bog konstituerer hele dennes 3. og sidste del derfor et koncentrat af mine mange samtaler med Flemming Skov, hvor vi minsandten bl.a., for ikke at sige som omdrejningspunkt, analyserer det politiske ansvar for, at 6 millioner børn dør af sult om året.
I denne tredje del konstaterer vi også, at politidirektørens succes med at tie mig ihjel i stedet for at give mig mange og lange fængselsstraffe er som at tisse i bukserne for at holde varmen eller som at forsøge at slukke en ild med benzin; alt afhængigt af beskuerens temperament. For Flemming Skov, der nu i mange år har fulgt Fylyppa-sagen og mig på tæt hold, ville kunne bekræfte, at der intet er, som indikerer, at jeg er ved at give op, men at jeg sågar er langt mere ud- og vedholdende end Anders Breivik og efter alle solemærker at dømme også er meget stærkere; såvel psykisk som åndeligt og formentligt også fysisk, havde det ikke været for de skader, der p.t. plager mig. Selv med frygt for at gentage mig selv er det derfor min påstand, at
- Hanne Bech Hansen samt hendes efterfølger og øvrige, gamle kolleger i Juristmafiaen gør sig skyldige i at gøre alt for at presse folk som mig ud i desperation og over i armene på de fjender af verdenssamfundet, Danmark er gået i krig mod, og for hvis hånd danske soldater dør. Udover at være strafbart i medfør af straffelovens § 146, stk. 1 og 2, strider disse perfide handlinger også mod de nye terrorlove, der har en strafferamme på op til livsvarigt fængsel. Det er også uanstændigt, fejt og landsforræderisk; efter min mening fuldt på højde med (læs: på samme lave, usle niveau som) Anders Breiviks meriter.
Jeg hører til dem, der ikke tror på, at sygdomme bare kommer ud af den blå luft, men at der er en årsag, som sygdommen så er et symptom på. Det er således almindeligt kendt og anerkendt, at stort set alle former for tortur giver PTSS (PTSD, som det hedder i Danmark). Et internationalt anerkendt, engelsk forskerhold har for 3-4 år siden videnskabeligt bevist, at ”uretfærdighed forøger risikoen for dårligt hjerte drastisk”. Så uanset jeg er blevet opereret (ablateret, som det hedder) to gange i hjertet, skal der såmænd ikke mere end en magtfuldkommen embedsmand fra SKAT eller den lokale socialforvaltning til, før jeg får et tilbagefald, hvorefter jeg har svært ved bare at gå op ad trapperne.
Jeg ved godt, det hører ingen steder hjemme at besvære en konge med disse banaliteter, men som jeg har set Deres Majestæt på tv, var De oprigtigt ulykkelig over den sorg, Anders Breivik har forvoldt Deres undersåtter. Jeg føler mig således overbevist om, at selvom det ville ligge langt under Deres værdighed, ville De, om vi alle kunne skrue tiden tilbage, med glæde have gjort Deres indflydelse gældende på rette sted, havde det kunnet forhindre massakren. Med andre ord ville samtlige 77 uskyldige ofres død have været forgæves, hvis vi ikke har lært af Utøya-massakren og gør alt for, at dette vanvid ikke skal gentage sig.
Så er det da som at gå 10 skridt tilbage for hvert skridt, Jens Stoltenberg går frem, at hyre Hanne Bech Hansen som medlem af 22. julikommissionen. Eller, hvis det giver bedre forståelse, som hvis de allierede havde bedt Goebbels om at lede Nürnberg-processen.
Som jeg har forstået denne tragedie, er der i hele planlægningsfasen over mere end 10 år ingen myndighed eller for den sags skyld nogen anden person, der har direkte generet Anders Breivik. Det var et enmandskorstog for det, han så som de sande idealer for et stærkt og bedre Norge. Alle hans fjender og frustrationer var alt sammen noget, der foregik inde i hans hoved, og han var således på intet tidspunkt under pres. Der var heller ikke tale om hævn eller om at forsvare sig mod en (selv nok så indbildt) fjende.
For mindre end 3 måneder siden fulgte jeg min sjoveste legekammerat gennem de sidste 25 år til hans sidste hvilested. I de forudgående 3 måneder havde jeg overværet, hvordan først hjerneblød-ningen så kræften totalt ændrede hans karakter. Fra at have været en fysisk sund og stærk, velhavende og selvsikker børs- og boligspekulant med honorær titel af konsul, endte han som blebarn og grønsag, mens kræften åd ham op indefra.
Nærværende redegørelse er blevet lang, alt for lang, men den er velskrevet og en så stærk og velfunderet anklage mod Hanne Bech Hansen og den øvrige Juristmafia, at den ville vælte regeringen – og formentligt hele Christiansborg - havde Danmark været en sand retsstat. Dens længde desuagtet finder Deres Majestæt ikke ét eneste punkt, ord eller bare komma, der ikke indikerer, at jeg har fuldstændigt styr på min situation og det pres, jeg konstant bliver udsat for fra Juristmafiaens side, og som underminerer mit helbred.
Men forestil Dem, Deres Majestæt, at specialisterne i morgen appellerer min ’frifindelse’, og at jeg efter nye undersøgelser om nogle dage eller uger får en ’dødsdom’, der siger, at jeg ligesom min legekammerat kun har 3-6 måneder tilbage at leve i! Samt, hvad værre er, det ændrer min karakter. Forestil Dem så, Deres Majestæt, at jeg fra at prioritere, at alt, hvad jeg gør, er i nøje overens-stemmelse med lov og ret, i mine hallucinationer, eller hvad jeg nu måtte komme til at lide af, ser tidsfaktoren som den vigtigste størrelse.
Så galt går det forhåbentligt næppe, men lad det være sagt: Det skal De ikke takke deres statsministers nye veninde for, thi hun har gjort alt, hvad der står i hendes magt, for at drive mig til vanvid og ud i terrorisme. Jeg vil sågar gå så langt som til at sige, at hvis formålet med at pine og plage mig ikke har været at skabe et dansk monster á la Anders Breivik, kan det kun være fordi, hun er psykopat.
Men hvorfor i det hele taget løbe nogen risiko? Hvorfor ikke bare, i demokratiets og retsfølelsens hellige navn og almenvellets interesse, medvirke til at foranledige, jeg får en retfærdig behandling på sagens rette præmisser? Altså i henhold til loven. Det ville da være det enkleste og retsstaten værdi (selvom den så har været 25 år om at tage sig sammen)! Og alt, hvad Jens Stoltenberg behøver, er at anmode sin danske kollega om at instruere sin justitsminister om at beordre politidirektøren til at fremlægge de politianmeldelser, hans forgænger, daværende politidirektør Hanne Bech Hansen, har lagt til grund for sine afvisninger af mine anmeldelser (altså ikke de anmeldelser, hun foregiver, jeg har indgivet til hende). Det er alt! Mere skal der ikke til for at sætte snebolden i gang.
Det kan også gøres på den langt mere besværlige måde ved, at jeg får en anklage for injurier. For det må da være en groft ærekrænkende injurie at anklage 22. julikommissionens danske medlem, som Deres statsminister satser stort på, for at have begået og/eller tilskyndet til tortur, magtmisbrug, korruption samt terror.
PARENTES SLUT
Ifølge advokatstandens ’lægeløfte’ (§ 8 i Forordning af 10. februar 1736) ”må juridiske kandidater aldrig vidende vige fra ret og retfærdighed, aldrig råde nogen til ufornødne processer og ej heller ved råd eller på andre måder befordre nogen uretvis sag eller intention”. Og det er så lige netop det (groft sagt) eneste, de ærede medlemmer af Det Danske Advokatsamfund gør og lever (fedt) af. Idet medlem-merne af Den Danske Dommerforening ikke alene er taget i ed, men opmuntrer til denne pervertering af borgernes retssikkerhed og retsfølelse. Sammen kan de som højtestimerede medlemmer af Juristmafiaen så servicere deres fælles Principaler og mæcener, hvilket foregår på følgende måde:
Ovenstående ”må aldrig” bliver via ”kunne aldrig finde på” på forunderlig vis til ”viger aldrig fra”. Så ligesom med skiltet på mesters dør, ”§ 1 Chefen har altid ret. § 2 I tilfælde af tvivl træder § 1 i kraft”, er det i retsstaten Danmark vedtaget og derfor kutyme, at det nu er utænkeligt, at en jurist, det være sig dommer eller advokat, lyver eller på anden vis fremmer en uretvis sag. Så når en borger i en civil- eller kriminalretlig sag fremlægger ubestridelig dokumentation og bevisligheder – ja, sågar den rygende pistol – får det ingen indflydelse på rettens afgørelse, såfremt Principalerne har bestilt en anderledes konkret dom på Juristmafiaens præmisser. (NB: Jeg påstår ikke her, at Anders Breivik og bøllerne i London forstår dybden endsige mekanikken af denne forbrydelse - der takseres til op til 16 års fængsel i medfør af straffelovens § 146, stk. 1 og 2 - bedre end hr. & lille fru Jensen. Jeg konstaterer blot, at selv de værste bøller dybt nede i deres forvirrede og afstumpede, instinktive indre ved med dem selv, at deres bødler (dommerne, myndighederne, magthaverne) er langt større og for helheden langt farligere forbrydere end dem selv).
Det er bag og under beskyttelse af denne kutyme, fuldt ’legalisere’ forbrydelser mod menneskehe-den så som førnævnte Danmarkshistoriens Største Bedrageri, bank- og klimakriser m.m. bliver begået ikke bare lige for øjnene af, men med valgkvægets stiltiende accept. Jeg vil sågar gå så langt som til at påstå (og kan formentligt bevise gennem Fylyppa-sagens dokumentation), at havde det ikke været for denne kutyme og regeringens middelmådighed i øvrigt, ville Danmark her ved finanslovforslagets fremlæggelse ikke stå med et underskud, men overskud på statsfinanserne.
Ovennævnte forordning er genial i al sin enkelthed værende nerven i en sand retsstat. Misbrugt degraderer den landet til et perfidt regime på linje med en bananrepublik.
På samme måde er Grundlovens første tre kapitler omhandlende kongens magt kun det værd, monarken og folket lægger i det som modkraft til Principalerne og deres Juristmafias overgreb.
Denne værdi er, metaforisk sagt, degraderet omvendt proportionelt med inflationen af junk bonds, subprime bonds og lignende smarte produkter og har i realiteten ikke anden funktion end at tjene elitens interesse i at give lindring til samt kaste stråleglans over dens ’legitimerede’ plyndringer af folket. Sådan er det i hvert fald i Danmark og har været lige siden Juristmafiaen og dens Principaler omdøbte deres skatte- og plyndringsfiduser af realkreditten, pensionskasserne, sparekasserne etc. etc., listen er snart uendelig, til produkter.
En stor del af den danske befolkning så gerne og mange arbejder decideret på at få monarkiet afskaffet. Personligt har jeg det sådan, at hvis valget stod mellem monarkiet, som det fungerer i dag, eller republikken, vælger jeg republikken. Men allerhelst ser og foretrækker jeg det monarki, magthaverne/despoterne foregiver, vi har, og som, altså i sin rene form, i min terminologi er det eneste, der retfærdiggør monarkiets eksistens.
Folket har, mere end det selv samt både Billed-Bladet og Se & Hør forestiller sig, aldrig før i historien haft så stort brug for en rigtig konge/dronning!
Den Sorte Firkant på Det Indre Nørrebro, den 25. august 2011. Jørgen Theil
