onsdag den 14. september 2011

Valgkampen september 2011

From: Jorgen Theil
Sent: Wednesday, September 14, 2011 4:51 PM



Kære Britta Schall Holberg,

Det er ellers nærliggende at tro, at når en så kendt personlighed og tidligere minister som dig kommer med en så kontroversiel melding, som du kom med over Ritzau i går morges (kl. 06:45 på Politikens netavis for at være helt nøjagtig), at du så også ville benytte enhver oplagt anledning til at sætte handling bag ord? Det var i hvert fald hele tanken med i går at sende dig en officiel kopi af min nedenstående mail til Politikens ansvarshavende chefredaktør i forventningen om, at du ville have reageret. For hvis det bare havde drejet sig om din egen tvivl og samvittighed, havde du formentligt tjent alle gode kræfter bedst ved at holde slige narcissistiske tilbøjeligheder for dig selv.

Der er mange tvivlere, iflg. pressen mere end 10 %, der endnu ikke ved, hvor de skal sætte deres kryds, men som på din melding om, at regeringens finanspolitik er ét stort vælgerbedrag, samt at dens økonomi- og finansministre er nøjagtigt så inkompetente, uformående og korrumperede, som de giver indtryk af, straks ville beslutte sig for rød blok og formentligt trække en yderligere horde af blåfrosne vælgere med sig. Alt, hvad du havde behøvet at foretage dig, var således blot at bede pressen følge op på nedenstående anklager, påstande, beviser, anbringender og/eller provokationer, og den (altså pressen) – der jo notorisk lider af sceneskræk, når den ikke lige holder en autoriseret sufflør i hånden - ville kunne have dækket sig ind bag dit folketingskandidatur og flotte renommé i øvrigt.

Men det kan nås endnu! Det er jo det fantastiske ved den moderne presse og dennes mange elektroniske former for websider. Og selv Lars hin Løkkelige af Græsted ville ikke kunne undskylde sig med, at tiden er for kort, for han har nu haft mere end to år som statsminister til at rydde op i det svineri (læs: bedrageri), han arvede og også vedkendte sig gælden af fra sin forgænger; samt mindst to døgn siden han kneb udenom denne problematik hos Jersild på DR og snød vælgerne for at få fuld besked.

Jeg siger ikke dette fordi, jeg med begejstring ser frem til en socialdemokratisk ledet regering under Helle Thorning Schmidt, men fordi det er det næst værste scenario af to frygtelige onder. For jeg ved jo næsten ligeså godt som dig, og kan for det, jeg ikke ved, regne mig frem til, hvorfor Nick Hækkerup og hans partifæller heller ikke har udnyttet det sidste døgns tid, for slet ikke at tale om de sidste mange år, til at varetage landets og vælgernes interesser i bekæmpelsen af bankkriserne og den deraf følgende, katastrofale økonomi.

Jeg siger det fordi, jeg så ville have tillid til, at vi efter valget ville have tid til i ro og mag at diskutere, hvordan landet fremadrettet ville kunne gøre sig fri af korrumperede levebrødspolitikere og styrke demokratiet.

Jeg siger det også fordi, det skal på tryk hvem, der har sagt og gjort hvad, og hvem, der fejt og perfidt har lurepasset, vildledt, løjet, fortiet og/eller decideret modarbejdet demokratiet.

Dette og nedenstående opråb og korrespondance i øvrigt kan ses på min blok: http://jorgentheil.blogspot.com/

Med håbet om et ærligt og godt valg,
Jørgen Theil
Sent: Tuesday, September 13, 2011 4:27 PM
Subject: Fw: sidste udkald!


Til: Bo Lidegaard, Chefredaktør på Politiken.
Cc: Mads Brandstrup og Christian Klarskov, journalister på Politiken.
Cc: Lars Løkke Rasmussen, statsminister.
Cc: Brian Mikkelsen, Økonomi- & Erhvervsminister.
Cc: Britta Schall Holberg, MF for Venstre.
Cc: Nick Hækkerup, MF for Socialdemokraterne.
Cc: Socialdemokratiets valg- og partikontor.
Cc: Saint George Human Rights Ass. Int.
Fra: Jørgen Theil, skibsreder, forfatter og dissident.
Vedr.: Bank- & økonomi-krisens banemænd vis-a-vis vælgerne og valget på torsdag.


Kære hr. chefredaktør,

Et stort tillykke med de mange, åbenlyst velfortjente anmeldelser af din nye bog, og selvom jeg først kom med et stykke inde i udsendelsen, var det spændende og berigende at høre dig hos Poul Friis i går formiddags.

Det er i forbindelse med valget på torsdag, jf. nedenstående mail til dine to journalister Mads Brandstrup og Christian Klarskov, jeg skriver til dig, men det trænger nok lige en kort introduktion:

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde et anstrengt forhold til din forgænger. Ikke fordi vi var uenige. Tværtom kan jeg ikke på stående fod komme i tanke om nogen af de sager og argumenter, Tøger Seidenfaden fremførte i offentligheden, jeg ikke var enig, og som oftest endog meget enig, i. Således også omkring Muhammed-krisen, hvor det dog var ham, der ændrede standpunkt og bøjede af til min side.

Problemet var, at han åbenbart blev forskrækket og handlingslammet, når jeg handlede på hans ideer og initiativer. Jeg nævner i flæng to af de emner, jeg har mest forstand på: (1) Bank- og Økonomi-kriserne samt (2) menneskerettighederne.

Ad 1) Der er vel ingen ved sin forstands fulde brug, der vil benægte, at situationen er gået fra værre til værst? Hvilket jeg beviseligt har forudsagt og advaret imod i de sidste 20 år. Men selv i dag, hvor aktierne rasler yderligere ned og ØMU’en er ved at knække halsen, er der kun foragt tilovers for mine advarsler mod de levebrødspolitikere, der har bragt os i denne ulykkelige situation, og – og det er det mest ulykkelige og næsten ikke til at bære – har fuld fart på med at bringe os endnu længere ud over afgrundens rand.

Ad 2) Her kunne jeg skrive side op og side ned om de groft ulovlige uretfærdigheder, verdens førende retsstat begår – og det gør jeg så; jf. bl.a. min Eventyrtrilogi – men lad mig illustrere det gennem den Muhammed-krise, jeg fra starten har afsløret som værende ’bestilt arbejde’ med det formål og motiv at få vælgerbefolkningens opmærksomhed væk fra regeringens uformåenhed og over på en i forvejen sårbar minoritetsgruppe. For nævn mig bare én muslim i Tunis, Ægypten, Libyen eller et hvilket som helst andet muslimsk land, der har smagt sødmen fra Det Arabiske Forår, som har Kurt Westergaard, Flemming Rose, Tøger Seidenfaden og/eller andre af Verdens Bedste og Frieste Presses notoriske forkæmpere for demokratiet og ytringsfriheden som forbillede og som tilegner Muhammed-tegningerne deres frihedskamp?

Det var således Tøger Seidenfaden, der tog fejl og/eller fik en lodret ordre om at tie mig ihjel. Det er denne censur – tyranniske tavshed, som det jo hedder på nudansk – jeg håber og beder til, du vil ophæve? Gerne, meget gerne, startende med at præsentere statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans Økonomi- & Erhvervsminister Brian Mikkelsen for de nedennævnte ulovligheder, de har begået og/eller gjort sig til part i.

Jeg håber, vi kan mødes om ikke så længe for i ro og mag at forsone tidligere tiders uoverensstemmelser eller rettere misforståelser, men lige nu drejer det sig om valget! Dvs. om at give vælgerne den bedste og ærligste information.


God vind,
Jørgen Theil
PS: Jeg forestiller mig, at Britta Schall Holberg fortsætter med at være så ærlig og ærekær, at hun nøder sin statsminister til at forsvare sig mod mine angreb og/eller anmelder mig for ærekrænkelser/injurier. For det er jo også et angreb mod hende, der har siddet i Folketinget i så mange år og selv været minister.

From: Jorgen Theil
Sent: Tuesday, September 13, 2011 2:02 PM
Subject: Fw: sidste udkald!


Kære Kristian Klarskov,
Ref. telcon for et øjeblik siden fremsender jeg den mail, der ikke kunne komme igennem til din kollega Mads Brandstrup, da hans mailboks er fuld.
Mads har ikke på noget tidspunkt meldt tilbage, så du skal være mere end hjertens velkommen til at gå ind i denne sag, der vel må siges at være blevet lidt af en hastesag:





Til: Verdens Bedste & Frieste Presse v/Ritzaus Bureau; att.: Jens Jacob Lerche og Steen Ulrik Johannessen.
Cc: DR v/Lasse Jensen, Niels Krause-Kjær, Clement Kjærsgaard, Ulrik Haagerup og Arne Notkin.
Cc: Jyllands-Posten v/Flemming Rose og Niels Bastholm.
Cc: Information v/Chr. Jensen.
Cc: Dronningens Vagtmester alias kabinetssekretær Henning Fode.
Cc: Politidirektør Johan Reimann.
Cc: Saint George Human Rights Ass. Int.
Fra: Jørgen Theil.
Vedr.: Bank- & økonomi-krisen (samt til dels Muhammed-krisen og menneskerettighederne) i lyset af folketingsvalget.


Kære medlemmer af FUJ og pressen i øvrigt,

Her, hvor jeg bliver decideret rost for min klarhed og aktualitet, vil jeg ikke undlade også at berige Jer med min tekst. Idet jeg i anstændighedens navn dog lige vil benytte lejligheden til at fremføre, at det blot er en tro kopi af alt det, jeg har sagt og advaret imod gennem de sidste 20 år! Men som, I am sorry to say, I har givet pokker i, og som landets borgere/vælgere nu betaler dyrt for.

Men I kan jo stadig nå at påvirke udfaldet ved at gøre det eneste rigtige: At afsløre sandheden.

Om ikke i Jeres egen udsendelse eller avis, så gennem gode kolleger. For modsat Niels Krause-Kjærs påstand, at under denne valgkamp har både blå og rød blok udvist stor saglighed, har vi selv i bedste fald kun hørt den halve sandhed:

Hvor er, bare for at nævne én ting, alle de sandheder, jeg har bragt for dagen og dokumenteret langt ned i detaljen, men som I har udsat for tavshedens tyranni (læs: censur)? Og der må, efter det sørgelige indhold af de mange dueller under valgkampen at dømme, være myriader af lignende tilfælde af censur og fortielser.

Jeg er dog tilbøjelig til at give Jer medhold i, at I – selvom der formentligt er tale om gentagen, forsætligt vælgerbedrag - intet har at frygte fra myndighedernes side, men ligesom dem (altså Juristmafiaen) vil modtage Jeres hædersbevisninger og duelighedstegn, når den tid kommer. I skal bare vide og indstille Jer på, at Jeres efterkommere gennem de næste syv generationer vil fornægte ethvert slægtskab for ikke at sige bare kendskab til Jer og i stedet brække sig i lårfede stråler hver gang, de hører Jeres navn eller noget, der bare minder derom, efter at de har set Jer afbilledet og fået beskrevet Jeres meriter i min Eventyrtrilogis næste to bind.

Selv Hendes Majestæt Dronningen ville ikke kunne beskytte Jeres ære, men tværtimod bare trække Jer endnu længere ned i sumpen af ydmygelser; jf. vedhæftede korrespondance med Hendes vagtmester, der, for at runde det hele af, også læser os i kopi.


Med venlig hilsen,
Jørgen Theil

PS: Kl. 13:03 i dag genudsendte P1 Radioklassikeren reportagen om Hans Scherfig, der, skal jeg tro DR, pga. sit satiriske bid blev udsat for det samme tyranni, der nu overgår mig.

Jeg anerkender naturligvis, at der er ingen ved sine sansers fulde fem, der tror, retsstaten Danmark er så ynkeligt korrumperet, som jeg fremstiller det gennem min form for satire. Der skal vi måske mange år og flere generationer frem i tiden. Det er derfor jeg anmoder, nej trygler, Jer, der er kendte og respekterede, om at stå frem, så vi ikke skal vente så længe og belaste vores børn og børnebørn med vores forsyndelser. For, ligesom Hans Scherfig, er jeg jo ikke et sekund i tvivl om, at alle dem, der i dag i fejhed håner mig for mine kværulantforrykte og paranoide tilbøjeligheder, vil være at finde blandt de mest ivrige rygklappere den dag, alle kan se, jeg i virkeligheden har været ekstraordinært forudseende og udholdende.

Og alle mine oplæg er jo så elegant konstruerede, at ingen behøver associere sig med mig og mit, men kan tværtimod fremme sagen ved at nøde de af mig anklagede personager til at forsvare deres og/eller nationens ære gennem at anmelde mig for injurier; gerne direkte til politidirektør Johan Reimann, som derfor også læser os i kopi.

Og skal jeg være helt ærlig, tror jeg, at selv Daisy ville foretrække at blive halet gennem sølet i en sag om majestætsfornærmelser, hvis Hun blev givet valget mellem dette eller at kunne afværge en tilsvarende massakre som den på Utøya?



From: Oluf Husted
Sent: Tuesday, September 13, 2011 1:37 PM
Subject: Re: sidste udkald!
Kære Jørgen,
Dit hidtil klareste og mest aktuelle indlæg,
som jeg er stolt over at blive nævnt i.
Oluf






From: Jorgen Theil
Sent: Tuesday, September 13, 2011 1:21 PM
Subject: sidste udkald!


Kære Jesper Tynell,
Jeg har formlen for, hvordan Helle Thorning Schmidt ville kunne gengælde Lars Løkke Rasmussens gule huskeseddel med en rød klud:

Vores fælles bekendte, whistlebloweren Oluf Husted, har sendt mig en kopi (se nedenstående) af det spæde frø, han har sået i DR gennem dig, men som, fornemmer jeg, er landet et sted på det golde betongulv?

Jeg ville normalt ikke gøre mere ved det, men med mindre end to dage tilbage før valget og med statsministerens arrogante afvisning af Jens Olaf Jersilds altafgørende spørgsmål om bank- og økonomikrisen i aftenens interview, vil jeg lige følge op på, hvad det er, der ”irriterede” mig ved Olufs respons.

Det centrerer sig omkring min respons på journalist Mads Brandstrups artikel i Politiken de 8. ds., som jeg for god ordens skyld her citerer de relevante to afsnit af:
  • Kære Mads Brandstrup,
  • Når du sidst i din artikel af den 2. ds. som svar på dit spørgsmål, ”hvorfor pressede I ikke mere på”, ikke bare godtager, men i overskriftsform fremhæver Økonomi- og Erhvervsministerens magtarrogante (læs: stupide) svar, som kom det fra Oraklet, er Politiken – stiltiende, men i realiteten (som under Tøger Seidenfaden) - med til at blåstemple blå bloks 10 år lange afmontering af rets- og velfærdsstaten.
  • Som minister for Økonomi- & Erhvervsministeriet ved Brian Mikkelsen jo alt om, hvordan dette ministerium under hans forgængere stod for den ca. 10 år lange hvidvaskning af Danmarkshistoriens Største Bedrageri (der, som bekendt, fandt sted under den forrige bank- og økonomikrise; nærmere betegnet i weekenden op til Sankt Hans år 1992), mens det banede vejen for den verserende bank- og økonomikrise. Og skulle han betvivle og ønske at verificere disse to påstande, kan han bare bede sin partiformand og ministerkollega, Lars Barfod, om tilladelse til at (gen)læse de afslørende beviser, han (Brian Mikkelsen) som justitsminister minsandten selv har haft fingre i og været med til at gemme godt af vejen.

Den statsminister (for nærværende Lars Løkke Rasmussen ex Anders Fogh Rasmussen ex Poul Schlüter), der kan tælle til 90, ”can get away with murder”! Oven i købet helt legalt, hvis som sagt bare han hele tiden husker lige at tælle til 90, før han skrider til handling. Ganske som han helt korrekt og lovligt gjorde i efteråret 2008, da den verserende bank- og økonomikrise først brød ud; det, der går under Bankpakke I (samt II og III), og hvor nummer IV er lige på trapperne.

Ved denne lovlige handling synliggjorde/bekræftede han imidlertid samtidigt, at statsgarantien under det danske bankvæsen (v/Unibank, hvor det som bekendt i 2008 var Danske Bank, der var så langt ude i tovene, at den ville have trukket hele sektoren med sig ned) afgivet af den danske regering og nationalbank ved Sankt Hans i 1992, var ulovlig. ”Too big to fail”, som det hedder, så Schlüter-regeringen erklærede (på fordækt, ulovlig vis) juridisk og økonomisk undtagelsestilstand i h. t. den go’e gamle NAZI-lov, at ”Recht ist, was dem Volke nützt”.

Denne ’nytteværdi’ er sidenhen blevet fastsat af Schlüters liberale efterfølgere på statsministerposten i tæt samarbejde med deres økonomi- & Erhvervsministre samt, for at det hele skal gå rigtigt/lovligt til, med de skiftende justitsministre. Der minsandten tæller Det Konservatives Folkepartis tre gennem tiderne mest prominente ministre; for nærværende med fhv. justitsminister Brian Mikkelsen i den varme stol som Økonomi- & Erhvervsminister.

Meget kan tilgives. Især hvis det er gjort uegennyttigt til folkets bedste. Det hed sig efter ovennævnte forsyndelse (det, jeg i min Eventyrtrilogis næste bog kalder Danmarkshistoriens Største Bedrageri) da også, at nu havde ’man’ taget ved lære og ville med rettidig omhu aktivt forebygge, at banksektorens grådighed nogensinde igen skulle kunne bringe landet bare hen i nærheden af fallittens rand. Altså de tiltag, vi i dag kender (og anstændige mennesker frygter) som afdragsfrie lån, ufinansierede skattelettelser og lempeligere regnskabsmetoder for bankerne m.m. samtidigt med, at det Finanstilsyn, der partout skulle styrkes, fik hevet alle tænderne ud og klippet neglene helt ned.

Det var afsløringen af dette bedrageri (læs: vælgerbedrag), statsministeren og hans tamme abe, Lykke Friis, med djævelens vold og magt ikke ville diskutere i går aftes hos Jersild, og som ifølge én af dagens andre overskrifter har givet den ellers adelige Britta Schall Holberg bondeanger og dermed tvivl om, hvor hun skal sætte sit kryds på torsdag.

Det, krydset, ville også være givet dårligt ud på hendes gamle parti og dettes formand, for jeg føler mig rimeligt overbevist om, at Pia Kjærsgaard, hendes prinser og hele hendes støtteregering vil sidde på anklagebænken og bruge megen (spildt) tid på deres forsvar, når min næste bog, der er én stor, veldokumenteret og ned i detaljen bevist, anklage, udkommer.

Men ”bedre sent end aldrig”, som kultur-, justits-, økonomi- & erhvervs-Brian selv siger i førnævnte artikel i Politiken, så hvad med om DR her 1½ dag før valget distancerede sig fra regeringens mildest talt odiøse politik! Idet risikoen for, at det modsatte ville kunne fortolkes som forsætlig delagtighed, ville være overvældende.

Jeg har ikke noget brændende ønske om en rød regering. Jeg ønsker et sandt og kreativt demokrati i en fri stat med frie og kreative mennesker. Så kommer farven i anden række. Jeg håber derfor, du og de af dine kolleger, jeg når at sende denne mail til, vil bruge resten af dagen og dagen i morgen til overfor vælgerne at få rettet op på de skævheder, der her er påvist, og som DR grangiveligt selv ligger inde med alle beviserne på.

Mange af dine kolleger – jeg nævner i flæng Niels Krause Kjær, Ulrik Haagerup, Lasse Jensen, Clement Kjærsgaard m.fl. - ville kunne bekræfte, at den kritiske situation, Jeres egen 12-radioavis så sent som i dag igen, igen, igen tegner et stadig mere og mere dystert billede af, har jeg advaret imod gennem de sidste mange, mange år. Ja, faktisk lige siden Danmarkshistoriens Største Bedrageri for 19 år siden; hvilket du ved selvsyn kan forvisse dig om gennem min Eventyrtrilogis 5 år gamle, første bog ”Eventyret om Zen og Den Danske Mafia”.

Jeg har telefon 35 36 13 77 skulle du og/eller dem, du måtte sende denne mail til, ønske at diskutere indholdet.
Med venlig hilsen,
Jørgen Theil
Sent: Friday, September 09, 2011 12:18 PM
Subject: Fwd: SV: Valget af Hanne Bech Hansen i Norge.
Kære Jørgen,
Tak for dine to svar, jeg har den (u)vane ofte at nedtone mit ordvalg
med et trin, men "irritation" var, indrømmer jeg, ikke det rette ord.
Her har du dagens svar fra DR's Cavling-prismodtager, selvom det
er "udsættende" er endnu et frø sået.
Jørgen, infanteri-taktikken, som du foreslog, er, hvad jeg bruger,
du prøver at få en injurieanklage, jeg sår frø. (og får svar)
Oluf
Start på videresendt besked:

Fra: "Jesper Tynell DR Nyheder" <TYNE@dr.dk>
Dato: 9. sep 2011 11.16.58 GMT+02:00
Til: Oluf Husted <olufhusted@whistleblowers.dk>
Emne: SV: Valget af Hanne Bech Hansen i Norge.






Kære Oluf
Tak for din mail.
Jeg tror ikke umiddelbart, at vi kaster os ind i sådan en person-vælger-historie lige nu, tænker jeg.
Men tak for tipset alligevel.
God vind til vi ses eller mæles ved.
De bedste hislner Jesper :-)
----------------------------------------------------------------------------------------------Jesper Tynell
Rets- og socialpolitisk fagmedarbejder
DR Orientering DR-Byen Emil Holms Kanal 20, opg. 6-4 0999 København C Danmark Direkte:+45 2854 5971 Mobil: +45 2857 5659 Fax: +45 3520 2010
tyne@dr.dk www.dr.dk/orientering --------------------------------------------------------------------------------------------
Fra: Oluf Husted [mailto:olufhusted@whistleblowers.dk]
Sendt: 8. september 2011 14:54
Til: Jesper Tynell DR Nyheder
Cc: Jorgen Theil
Emne: Valget af Hanne Bech Hansen i Norge.
Kære Jesper,
Tom Heinemann introducerede os ved: "Den store Graverkonference" i 2009
og vi mødtes hos Alex Frank Larsen efter Lottes &Toms: Microlån dokumentar
i PH-caféen.
Som stifter af: www,whistleblowers.dk i 2005 og som whistleblower siden 1991,
bliver jeg opsøgt af andre w.b.'ere, som end ikke journalister tør citere.
Min gode ven, forfatter og samfundskritiker (især Rets- og Finans(u)væsenerne)
har tidl. Skibsreder Jørgen Theils store afsky.
Så da Stoltenberg udnævnte den tidl. politidirektør, som deltager i havarikommis-
sionen, der skal undersøge: Hvordan Norge kunne fostre en ABB! Så fik dette min
velskrivende ven til at kontakte, især norske journalister, men ingen tør interviewe
eller citere Jørgen Theil, forfatter til: "Eventyret om ZEN og den danske mafia"
fra 2006.
Var det noget for dig, som jo har beskrevet afløseren, Johan Reimann?

Sent: Monday, September 12, 2011 3:32 PM
Subject: Terrortrusler med belejlige modifikationer


Til: Kabinetssekretær Henning Fode.
Cc: Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. af Danmark; att.: Kabinetssekretær Henning Fode.
Cc: Politidirektør Johann Reimann, Københavns Politi.
Cc: Den danske presse v/Ritzaus Bureau; att.: Jens Jacob Lerche og Steen Ulrik Johannessen m.fl.
Cc: Enhedslisten.
Cc: Verdens Gang; att.: Redaktør Espen Eigil Hansen; cc: journalist Marianne Vikås m.fl.
Cc: NTB og den øvrige, norske presse.
Cc: Saint George Human Rights Ass. Int. att.: Jokeren m. fl.
Fra: Jørgen Theil, skibsreder, forfatter og dissident.
Dato: 12. september 2011.
Vedr.: Hvor befinder Daisy, demokratiet og dømmekraften sig i alt det her?


Kære Henning Fode,
Da jeg i 1974 arriverede i Japan for at arbejde for et amerikansk firma, var dette land og resten af verden tynget af oliekriser; det, vi på nudansk kalder bankkriser. Den japanske Yakuza (mafia), der i dette land har den nøjagtigt samme funktion som en dansk, lurvet advokat, arbejdede på overtid for at skumme fløden. Det var i dette hajfyldte farvand, jeg 2 år senere søsatte mit eget skibsmæglerfirma, der dog hurtigt udviklede sig til en decideret rederivirksomhed, idet mit speciale var at gøre det umulige muligt ved at påtage mig de opgaver, de, der kaldte sig advokater, havde givet op overfor.

På samme tidspunkt tog jeg det internationalt anerkendte ”Deep Sea Diver License”, hvor den amerikanske instruktør havde gjort et stort nummer ud af at advare os imod, at ”the only predicable thing about a shark is that it is unpredicable”, og det er denne uforudsigelighed, der gør den så farlig. Så da jeg fandt ud af, at Yakuza’ens Akilleshæl er dens forudsigelige, aldrig svigtende ærekærhed, og at de havde format til at respektere mænd af mod selvom, de kom fra fjendens lejr, gav jeg dem kamp til stregen. Det resulterede i det rederi på fire skibe, som DnB ex DnC trak tæppet væk under, da de kvalte skibets operatører, A/S P.V. Christensen, under det ulovlige brandudsalg, der skulle redde banken fra den ellers uundgåelige fallit, banken havde pådraget sig pga. dens umættelige grådighed og stupiditet.

Som du ville kunne erindre, købte Nordea ex Unibank dette fallitbos filial i Hongkong og gjorde derved sig selv, og meget hurtigt den danske stat v/dens Juristmafia, til min (nye) juridiske modpart. Herefter forstummede de sidste, spæde røster om såvel Akilleshæle som ære, etik og moral, mens Danmark styrede mod den næste (læs: verserende) bankkrise og bankerotten. Resten af historien, der er én stor gentagelse efter gentagelse, kender du fra din tid som rigsadvokat.

Jeg havde, som det fremgår af nedenstående korrespondance, derfor håbet at kunne fremme bevidstheden hos offentligheden gennem Utøya-massakren, men er af Juristmafiaen som altid blevet udsat for og brutalt standset af tavshedens tyranni. Og selvom jeg jo godt ved, at Jeres norske kolleger i Den norske Mafia og deres presse er nogle pjok, kommer det alligevel som lidt af en overraskelse, at de offentligt og internationalt inddrager deres konge i denne koldbøtteklub. For, om det så bliver det sidste, jeg gør, kommer denne korrespondances perler jorden rundt.

Som jeg også har fremhævet, er jeg ikke specielt interesseret i, hvor mange koldbøtter Kong Harald kan slå, men hvordan hans danske veninde, Daisy, forholder sig dertil? Og det må du, Dronningens Vagtmester, vide alt om, så vi skal nu have fuldstændigt styr på sagerne: Jeg kan jo regne ud, at
  1. eftersom politidirektør Johan Reimann ikke har sendt et par bøller for at arrestere mig under de nye terrorlove, må han og PET – mit 25-årige lidenskabelige engagement med at bekæmpe den såkaldte danske form for demokrati - åbenbart anse mig for langt mindre farlig en Anders Breivik og Ole Krarup? Eller
  1. forholder det sig sådan, at du, Johan Reimann og alle Jeres kumpaner har begået så mange forbrydelser i f. m. især bankkriserne, at I er villige til at risikere Daisy alias Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s gode omdømme, liv og førlighed for ikke at få rippet op i disse forbrydelser? Og/eller
  1. ved I ligeså godt, som den norske presse kender deres ynkelige konge, at Daisy blot er Juristmafiaens holdte skøge, der tropper op hver gang, den kalder, og gør alle de ting, hun får besked på?

Jeg spørger dig, der står majestæten nær, og hvis svaret er ja, gør du blot, som du og dine kumpaner plejer; i.e. bekræfter med en rungende tavshed. Er svaret nej, forventer jeg, at Hendes Majestæt enten anerkender modtagelsen af og alvoren i nærværende (noget ensidige) skriftveksling eller anmelder mig for majestætsfornærmelse. Gerne, meget gerne, så hurtigt som muligt, så det kan nå at præge den demokratiske debat inden, valgkvæget skal sætte deres kryds. Alt andet ville konstituere valgmanipulation og censur.
Med venlig hilsen,
Jørgen Theil

PS: Vi kunne høre i dagens middagsradioavis, at statsminister Jens Stoltenbergs Arbeiterparti har tabt alle de 10 % ekstra vælgere på gulvet, han ellers havde grædt og ynket sig til gennem Utøya-massakrens enorme pressedækning. Dette efter min mening retfærdige tab desuagtet er det stadig min påstand, at de norske vælgere i dag har stemt under så udemokratiske omstændigheder, at det kun kan betegnes som førnævnte valgmanipulation og censur.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

Åbent brev til Norge vedr. Utøya-massakren m.m.



Sent: Tuesday, September 20, 2011 5:26 PM
Subject: Det norske Intermezzo; mord- og terrortrussel samt majestætsfornærmelse


Kære Gunnar Hultgreen,

Den allerførste artikel på min dengang nyoprettede blok starter med en mordtrussel – som jeg her gentager i lyset af sidste uges norske intermezzo - mod karikaturen Kurt Westergaard efterfulgt af en veritabel massakre på den Verdens Bedste og Frieste Presse, der promoverer og/eller udnytter ham!

Det må da være dybt ulovligt og strafbart? Dengang som nu! Vær rar at spørge Jeres politi- og efterretningstjenester og bed dem konferere med deres danske kolleger (for disse går notorisk i koma hver gang, jeg spørger dem).

Selv Anders Breivik annoncerede ikke sin massakre på forhånd, og hver og én af alle dem, der har læst os i kopi, ved af erfaring og kan bekræfte, at handling altid følger efter ord i mit univers (deraf førnævnte koma); jf. senest mit åbne brev til Jeres konge, som NTB velsagtens har forskånet Jer for? Altså det, der i rigtige retsstater benævnes at udøve censur.

Eftersom Kurt Westergaards besøg i Norge åbenbart har været planlagt så lang tid i forvejen, at formentligt end ikke den danske statsminister har vidst med sig selv, at folketingsvalget ville falde sammen med Kurt Westergaards optræden i Oslo, føler jeg mig rimeligt sikker på, det ikke var minutiøst planlagt, som da Muhammed-krisen først startede; det, der kaldes Den Første Muhammed-krise.

Derimod bærer dette norske intermezzo alle tegn på at være en tro kopi af Den Anden Muhammed-krise, hvor bagmændene – det, jeg i min Eventyrtrilogi kalder Den Danske Mafia eller bare Juristmafiaen – har set deres snit til at udnytte en pludseligt opstået mere eller mindre fordelagtig situation. For hvad kan skabe mere opmærksomhed end at foregive at holde kortene tæt til brystet, mens efterretningstjenesten lader sive ud til en sensationshungrende, men ukritisk og tandløs presse, at ”den har stoppet en bil med en fhv. kriminel på over 30 år for at undersøge den for våben og sprængstoffer, mens den har sendt én af verdens mest truede personager hjem i sikkerhed”.

Jeg derimod, der først har truet med, og da denne trussel ikke bragte anden reaktion end forknyt tavshed, fulgte op med at begå både karakter- og massemord på den norske monark og hans folk efterfulgt af den danske monark og mafia, har ikke hørt så meget som et pip fra hverken Den norske eller Danske Mafia og deres presse.

Kan du forstå det? Og i bekræftende fald da venligst lad mig vide med dine forslag til, hvordan vi ville kunne inddrage offentligheden i denne problematik? Ikke så meget for underholdningens skyld, men for at skærpe bevidstheden.

Jeg har med vilje valgt at vente med at kontakte dig og din avis til valgene i Norge og Danmark er vel overstået, og håber at høre fra dig snarest.

Jeg har aldrig været i kontakt med Dagbladet før, så jeg har hverken gode eller dårlige erfaringer med Jer. Det har jeg derimod med Jeres kolleger; i Norge som i Danmark. Jeg vil derfor afskrive mig alle forventninger om pressens frie bla, bla, bla og uafhængighed og i stedet opfordre dig og din avis til at tage den såkaldte frie presse og Jeres læseres parti imod mig og alt det, jeg står for og har beskrevet!

Det kunne jo være, at I derved skåner verden for en massakre, der ville være endnu værre end den, Anders Breivik har begået! Idet det jo hele tiden er min påstand, at ovennævnte mafia og presse med forsæt presser mig og folk (dissidenter etc.) i min situation ud i terrorisme som den eneste udvej (læs: perfide ”catch 22”, hvor ingen kommer ud som vinder, men alle kun forbliver tabere) for at kræve vores ret, opnå retfærdighed eller bare blive hørt.
Med venlig hilsen,
Jørgen Theil





Sent: Sunday, September 11, 2011 11:59 PM
Subject: 9/11, Utøya-massakren og prof. cand. jur. Ole Krarup


Kære Espen Eigil Hansen,
Findes der i hele Norge virkeligt ikke én eneste journalist, politiker eller ildsjæl, der besidder så megen stolthed, at han tør forsvare sin konges og fædrelands ære? Nu, hvor jeg i min mail af den 7. ds. specifikt beder dig om denne introduktion. Som redaktør på VG må du kende dem, der er, og det mindste, du kunne gøre, er da – på selveste 10-årsdagen for 9/11 - at opildne eller nøde dem! Her, hvor du og din avis selv enten ikke må eller tør.

Én af Danmarks mest respekterede blandt jurister, samfundsdebattører og EU-modstandere, professor cand. jur. Ole Krarup, er i går af sit parti, Enhedslisten, blevet udelukket fra at føre valgkampen til ende efter, han under et valgmøde fredag aften gav en af de andre deltagere en lussing.

Selv har jeg kun mødt Ole Krarup en gang. Det var under det Grundlovsmøde arrangeret af sagsøgerne i den famøse Grundlovs-sag mod daværende statsminister Poul Nyrup, hvor sagsøgerne og deres støtter (således inkl. undertegnede) fejrede Højesterets dom i delsagen, der beordrede sagsøgte statsminister til at fremlægge alle sagsakterne. Under Grundlovs-sagens førstebehandling i Østre Landsret havde retsformanden ellers demonstreret sit korrumperede sindelag ved at give sagsøgte statsminister medhold i, at han ikke var forpligtet til at fremlægge den sagen yderst vedkommende dokumentation. Stemningen og optimismen var derfor så euforisk, at alle de tilstedeværende, undertegnede på nær, allerede anså sagen for så godt som vundet.

Jeg derimod, baseret på mine allerede dengang mangeårige erfaringer fra Fylyppa-sagen, tilrådede Ole Krarup at politianmelde denne retsformand, der åbenlyst (ifølge Højesterets dom) havde udvist én så stor grad af korruption og magtmisbrug, at selv Højesteret havde set sig nødsaget til at tage officiel afstand i denne af pressen højtprofilerede civilretssag, som Ole Krarup førte sammen med advokat Christian Harlang.

Som alle andre medlemmer af Enhedslisten er – og var også dengang - Ole Krarup det, vi kalder pacifist, og det i en grad, at han moralsk og intellektuelt nedladende svarede, at han så sig for god til at bekæmpe sine modstandere gennem et strafferetsligt søgsmål. Det tabte vi så sagen på, hands down.

Jeg husker ikke i hvilken forbindelse, men det er ikke ret mange år siden, Ole Krarup truede sine politiske modstandere med politianmeldelser, rigsretssager og jeg ska’ komme efter dig. Jeg ved heller ikke og skal ikke gøre mig klog på, i hvilken udstrækning denne 180 graders totale karakterændring skyldes traumerne efter den meget omtalte færdselsulykke, eller om han endeligt har erkendt og nu lider under, at det retsvæsen, han har været professor i og fortaler for, blot er én stor (jurist)mafia. Jeg konstaterer blot, at hvor prof. cand. jur. Ole Krarup førhen var så intellektuel (pacifistisk) overlegen, at det virkede nedladende, har denne noble åndsaristokrat på få år for ikke at sige måneder ændret karakter til noget, der mest af alt minder om en mellemting mellem en afstumpet rocker og afdanket Anders Breivik. (NB: Det kunne dog vise sig at være et hårdt angreb af bondeanger).

I 25 år har, til sammenligning, først Den norske så Danske Mafia i Fylyppa-sagen ikke bestilt andet end at forsøge at nedbryde mit helbred samt moral for decideret at provokere mig til at blive voldelig! For – og jeg spørger igen – hvad kan jeg ellers gøre for bare at blive hørt? Komme til orde? Ytre mig frit? Hvordan kan jeg ellers advare offentligheden, vælgerne, mine medborgere om den Juristmafia, der fører landet længere og længere ud over afgrundens rand? Er jeg selv nød til at slå 77 uskyldige mennesker ihjel – eller som på Ground Zero i dag for 10 år siden 3.000 sjæle – for at blive hørt? For det er, jf. nedenstående skrivelser, beviseligt ikke nok at drage endog særdeles relevante paralleller til disse ugerninger.

Jeg kunne jo så også vende det hele om og takke for tilliden! Tilliden til, at uanset hvor meget I (Den norske og Danske Mafia) presser mig, mister jeg ikke overblikket og går amok som en anden Ole Krarup eller Anders Breivik. Så det gør jeg så! Lige her! Altså vender sagen på hovedet. Det er derfor nu min påstand, at
  • ud fra ovennævnte, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens devise, at ”den, der tier, samtykker” (det, der på nudansk hedder ”tavshedens tyranni”) har I stiltiende taget bekræftende til genmæle på alle mine nedenstående anklager, påstande, anbringender, bevisligheder, provokationer, antydninger og forhånelser m.v., idet
  • jeg her tager Jeres ubetingede tilståelse til efterretning.

Som Jokeren skrev, synes hun ikke, at Anders Breivik er en modig idealist eller folkefører, men ligeså fej og ussel som pressen. I har her lige sat de samme ord på Jeres konge, statsminister og Juristmafia samt disses forhold til demokratiet! Og det på selveste 10-årsdagen for 9/11.

Eller, for at blive i terrorterminologien, har I selv lige udløst sprængladningen på et større arsenal af Jeres egne bomber på henholdsvis kongens slot, Landstinget, Statsministeriet samt rundt om på Juristmafiaens og dennes presses mange bastioner! Jeg har bare anbragt og fordelt dem der (altså Jeres egne bomber), så medmindre I kommer med en helt epokegørende respons på denne mail (læs: disse bomber) i morgen, vil jeg i min Eventyrtrilogi ikke alene udnytte håneretten, men anse det som min borgerpligt og kunstneriske kald at karikere Jeres konge så nøjagtigt som den ynkelige marionetdukke, han åbenbart er, og/eller Den norske Mafia tydeligvis gør ham til.

Med venlig hilsen,
Jørgen Theil

PS: Denne mail bliver, afventende Jeres eventuelle respons, først fremsendt til den danske dronning og mafia i morgen efter kl. 11:00.

From: Jorgen Theil
Sent: Thursday, September 08, 2011 9:48 PM
Subject: sårbare fodboldentusiaster og mafiosoer


Kære Espen Eigil Hansen & fodbold-Norge,
I dag var jeg sammen med “Jokeren”; primært for at spille skak. Vi spillede to spil, og hun vandt dem begge, hands down, og ondskabsfuld som hun er, brugte hun ikke håneretten, men lod mig føle det store og ydmygende tomrum, der opstår, når luften siver ud af ens oppustede for ikke at sige opreklamerede forventninger.

Well, sandheden er, jeg er fuldstændigt kold i nakken, om jeg vinder eller taber. Det vigtige er at have en god kamp under hyggelige former. Min søn og jeg spiller også skak, og jeg skal lige hilse og sige, at håneretten bliver flittigt brugt indtil, den skifter. Derimod interesserer fodbold mig ligeså meget som hækling og peddirørsfletning, så hvis jeg med overdrevent brug af Danmarks and danskernes håneret er kommet til at såre Jeres følelser, er det fordi, jeg simpelthen ikke evner at tage alle disse meget vigtige kampe alvorligt. Tværtimod begræder jeg, at disse ølbællende holigans får al den opmærksomhed, afsløringerne af Den norske og Danske Mafia med fordel kunne være blevet givet af den presse, der har givet sig selv monopol på ytringsfriheden.

Skal jeg tyde Jeres larmende (på nu-dansk: tyranniske) tavshed, har jeg igen, igen, igen ramt så dybt ind i den norske (illusoriske) selvforståelse, at I nu selv begynder at kunne se, at hver og en af Jer er ligeså feje som Anders Breivik, DnB og Juristmafiaen! Ligesom det er min (gentagne) påstand, at den ansvarlige myndighed og presse endnu engang og således med groft forsæt har medvirket til at presse mig ud i en ydmygelse, uretfærdighed og håbløshed, hvor for de fleste kun vold, hævn og terrorisme har mening.

Eller er der noget, jeg har helt misforstået? Er bank- og økonomikrisen samt alle Juristmafiaens anstrengelser for at udnytte situationen og udbytte nationen kun noget, der foregår i mit hoved? Er der nogen af Jer, der kan fortælle mig, hvad jeg kan gøre anderledes og bedre? For mit land, min familie og mig selv; i den rækkefølge.
Med venlig hilsen,
Jørgen Theil



From: Jorgen Theil
Sent: Wednesday, September 07, 2011 1:07 PM
Subject: Åbent brev vedr. demokratiet vis-a-vis Utøya-massakren, fhv. politidirektør Hanne Bech Hansen m.m.


Til: Verdens Gang; att.: Redaktør Espen Eigil Hansen; cc: journalist Marianne Vikås m.fl.
Cc: NTB og den øvrige, norske presse.
Til: Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. af Danmark; att.: Kabinetssekretær Henning Fode.
Cc: Den danske presse v/Ritzaus Bureau; att.: Jens Jacob Lerche og Steen Ulrik Johannessen.
Cc: Politidirektør Johann Reimann, Københavns Politi.
Cc: Whistleblowers.dk; att.: Oluf Husted.
Cc: Saint George Human Rights Ass. Int. att.: Jokeren m. fl.
Fra: Jørgen Theil, skibsreder, forfatter og dissident.
Dato: 7. september 2011.
Vedr.: Hvor står Verdens Gang mht. demokratiet og ytringsfriheden? Eller er vi, som med EM-kvalifikationen, for Norges vedkommende allerede nået til Verdens Ende og Undergang?

Kære Espen Eigil Hansen,
Uanset farerne for at blive mistænkt for på det skammeligste at udnytte håneretten til at gnide salt i fodbold-Norges smertefuldt ydmygende, dybe og for EM-kvalifikationen uhelbredelige sår skal der herfra lyde min dybtfølte kondolence med det norske landsholds elendige præstation i Parken i går aftes, hvor det suverænt bedste hold vandt som fortjent.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at selvom mit nu mere end ugegamle, åbne brev var adresseret til Hans Majestæt Kong Harald 5. af Norge, er den virkelige adressat Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. af Danmark og Hendes folk, danerne, hvilket jo også klart fremgår af indholdet. At jeg stilede det til Norge i stedet for Danmark skyldtes to hovedgrunde:
  1. Norge har krav på at blive advaret mod Hanne Bech Hansen samt på at få så mange som mulige, udefrakommende, kvalificerede bud på den dybereliggende årsag til tragedien på Utøya.
  1. Jeg havde i ordets såvel bogstaveligste forstand som overførte betydning forventet, at der havde været mere mandfolk i den norske monark og Hans folk end i Den notorisk krysteragtige og perfide Danske Mafia.

Jeg havde således forventet, at den norske presse havde startet med at grille såvel Hanne Bech Hansen som hendes efterfølger på Gården, politidirektør Johan Reimann, og afkrævet sidstnævnte et svar på, hvordan en erklæret dissident (undertegnede) - der i mere end dobbelt så lang tid som Anders Breivik (altså i mere end 20 år) har talt imod og gjort alt (lovligt) for at bekæmpe det selvsamme, såkaldte demokrati (The Norwegian Way), der var Anders Breivik så meget imod, at han dræbte 77 mennesker blot for at blive hørt – stadig kan gå frit omkring? I.e. jeg kan ikke forstå, at den norske konge og Hans stab ikke har sat himmel og hav i bevægelse i såvel Norge som gennem sin nære, danske veninde, Dronning Margrethe, for at få at vide, hvorfor myndighederne her mere end en hel uge efter ikke har spærret mig inde? Eller, gennem de officielle, diplomatiske kanaler, i det mindste har afkrævet de ansvarlige myndigheder en summarisk redegørelse over, på hvilket grundlag de danske terroreksperter vurderer, jeg ikke er til fare for disse to monarker, deres levebrødspolitikere og den øvrige mafia? For ligesom Anders Breivik ønsker jeg jo også blot at blive hørt; om det så, med Djævelens vold og magt, skal være gennem en injuriesag for ærekrænkelser og/eller majestætsfornærmelser.

For når jeg ser Jeres konge sørge over de 77 døde samt disses familier og venner eller beundrer hans dybe engagement, når majestæten uddeler årets fredspris, ser jeg en monark og mand, et mandfolk, for hvem ære og integritet har mening; du kunne også sige er en æressag. Eller har jeg ved mit åbne brev blot afsløret, at du og din avis samt resten af pressen er fuldt bekendt med, at Hans Majestæt Kongen udmærket godt ved, at Anders Breivik ikke er undtagelsen, men blot ét af de mest lysende eksempler på toppen af den elite, der hylder The Norwegian Way? Og at det virkelige (nationale) problem ligesom med Arne Treholt blot består i, at, for os almindeligt dødelige, disse to eksempler på hykleriet er så groteske, at udlandet ikke har kunnet undgå at forarges, chokeres og reagere; som da Gaddafis søn i bedste Komiske Ali–stil berettede om sin faders heltemodige kampe mod og sejre over oprørerne, mens faderens frygtløse regeringssoldater med halen mellem benene og belæsset med guld stikker af til Niger.

(NB: Dette billede med Gaddafis søn giver mig inspiration til et kapitel i min Eventyrtrilogis næste bog; der, som det måske erindres, hovedsageligt også bliver skrevet i nutids billedform: Den norske konge står (på Utøya) hånd i hånd med den danske dronning (der har begge ben solidt plantet i ørkensandet i henholdsvis Nordafrika og Mellemøsten) og læser op fra den poesibog, de sammen holder med hver deres anden hånd, og hvori de har skrevet bevingede digte, der priser den norske og danske form for demokrati, ytringsfrihed og lignende menneskerettigheder (læs: illusioner). Rundt om på små, hvide skyer sidder betroede medlemmer af Den norske og Danske Mafia og spiller harpe (læs: underlægningsmusik). Sande forkæmpere for ytringsfriheden og verdensfreden som Arne Treholt, Anders Breivik, Kurt Westergaard, Flemming Rose m.fl. danner kor, mens muslimer, socialdemokrater og andet godtfolk dør som fluer rundt om; ganske som under Muhammed-kriserne og på Utøya. Langt nede under jordoverfladen med de to kronede hoveder, hvor der altid brænder en tænderskærende, sagte ild, og Satans yngel hugger og stikker i alt, der bevæger sig, bliver dissidenter og andet utøj ristet, pint og plaget.

Du, Espen Eigil Hansen, inviteres herved til at være med til at skrive dette kapitel/billede færdigt. Skal det ende som en klassisk tragedie eller med en lykkelig og fremadrettet finale? Du bestemmer).

Eller har jeg for nærværende afsløret, at den norske presse (i stil med dens søstre og brødre i Danmark) blot er en ubøjelig og kompromisløs del af (og derfor har slået ring om) førnævnte elite og ligesom i Danmark blot møder og censurerer enhver kritik med tavshedens tyranni? Bliver vores monarker og deres familier af disse tyranner/mafiosoer drevet frem som uvidende og umælende kvæg, eller har de solgt deres sjæl ud fra devisen, at the show must go on, hvis ikke apanagen skal stoppe?

Personligt føler jeg mig dog overbevist om, at hvis/når majestæten ser mit åbne brev, vil majestæten straks kunne se, at jeg ikke har andre valg end at følge Anders Breivik, hvis jeg skal gøre mig håb om at blive hørt, og at levebrødspolitikerne, myndighederne og pressen (kort sagt Den norske og Danske Mafia) i bevidst ond tro kollaborerer om at presse mig til at begå de samme eller værre forbrydelser som Anders Breivik. Et dilemma, du jo passende kunne præsentere for politidirektør Johan Reimann, Dronningens Vagtmester samt dine kolleger i den danske presse, så vi er fri for at skulle belemre majestæterne med så trivielle ting som validiteten af ytringsfriheden, retfærdigheden og retssikkerheden.

Da jeg af bitter erfaring ved, hvor fej den danske presse er og ikke tør skrive om noget, der går dens Principaler og mæcener imod, citerer jeg, for at stive den norske presses mod af, her en respons på mit åbne brev, jeg har modtaget fra en anden af Hendes Majestæt Dronningens ansatte og leverandører af kunst, etik og moral:

”Det er sindssygt, uartigt godt! 'Opråbet' er det manifest, som i debatten helt og aldeles kunne erstatte den norske morders 1500 sider lange og ligegyldige udladninger, fordi han selv for længst, via sin kujonagtige handling, har sat sig selv skakmat.
Det er djævelsk godt komponeret, fordi det til stadighed kredser om det væsentlige: Den døende, vestlige kampkraft - en kampkraft, som dør, fordi kampen ingen indhold har længere, derimod kun form, anseelse og politur. Levebrødspolitikken, dette at 'blive fed af for mange sejre', som Muhammed Ali så rigtigt beskrev det.
En genial sammenvævning af Utøya, finanskriser, helten Frank Grevil (som optog mig meget i sin tid), the norwegian way samt hele det dekadente magtmisbrug, som et infiltreret Europa efterhånden er ret fælles om - smid en håndgranat!
Godt gået, Jørgen - du er satme skarp - og et eller andet sted skal dette nødvendigvis føre frem til, at det store, endegyldige spørgsmål MÅ blive stillet:
Èen af os må jo have uret, eller hvad? I kan vel næppe i længden sidde mine anklager overhørige? For hvis der ikke er noget i dem, kan I jo blot nakke mig som en ussel gadehund - eller ER der noget i dem? I tier? Hvad er I for nogen kujoner, som ikke tager jeres metier seriøst? Er I ansat til at gyde olie på et hvilket som helst farvand? Blev I steriliseret til, som eunukker, at flomme i egen position, frem for at varetage det job, I for surt opsparet forventet efterbevilling blev tilbudt? Kom ud af jeres ynkelige, polstrede kahytter og vis noget power!
Skal til weekendmøde mandag, men jeg vil i en pause i morgen forsøge at ringe til dig for at hylde denne gejst! Du er (på sydsjællandsk) satan bank'me kævstærk!
Højt skum! I beundring, Jokeren” (NB: Det er ikke forfatteren til denne respons’ men mit ønske ikke at afsløre hendes navn).

I mandagens Krause på Tværs på DR P1 gav forretningsguruen Asger Aamund (levebrøds)politikerne ansvaret for landets ulykkelige tilstand, idet han i praktiske termer bekræftede det, Danmarks førende, åndelige guru, Asger Lorentsen, har redegjort for i sine kommentarer af den 1. september 2011 omkring Vestens Økonomiske Krise & Muligheder. Hvilket minsandten alt sammen konstituerer lige nøjagtigt alt det, jeg har kæmpet for at brænde igennem med gennem de sidste 20 år, og som hele Fylyppa-sagen og min Eventyrtrilogi handler om.

Lyver Marianne Vikås, når hun benægter, hun har fået mundkurv på? Hvis VG ikke tør/kan/må følge op på mit åbne brev, kunne du så ikke introducere mig til en anden journalist, embedsmand eller ildsjæl, der har mod og mandshjerte til at gå imod Hanne Bech Hansen og den øvrige Juristmafia i forsvaret af Jeres konges og fædrelands ære!

Med venlig hilsen,
Jørgen Theil

PS: Jeg håber, det ikke er VG men NTB, der har problemer med at administrere presse- og ytringsfriheden? Og at du er (nord)man nok til ikke at lade Systemets fejhed gå ud over budbringeren ved som i Danmark at rette smed for bager.

Til: Hans Majestæt Kong Harald 5. af Norge.
Co: NTB og den øvrige, norske presse.
Til: Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. af Danmark; att.: Kabinetssekretær Henning Fode.
Cc: Ritzaus Bureau og den øvrige, danske presse.
Cc: Politidirektør Johann Reimann, Københavns Politi.
Cc: Whistleblowers.dk; att.: Oluf Husted.
Cc: Saint George Human Rights Ass. Int. m.fl.
Fra: Jørgen Theil, skibsreder, forfatter og dissident.
Dato: 29. august 2011.
Vedr.: Demokratiet set i lyset af Utøya-massakren samt kommune- henholdsvis folketingsvalget.

Deres Majestæt,
I Danmark hører vi, at Norge i den forgangne måned har spurgt sig selv, hvordan den forfærdelige Utøya-massakre, for hvilken jeg udtrykker min dybeste kondolence, kunne ske, samt hvor var Gud, da massakren stod på? Kun få har kunnet eller ønsket at komme med et bud, hvorfor nationen er rykket sammen omkring statsministeren for at styrke demokratiet som modsvar på Anders Breiviks rædselsgerninger.

Som oftest ligger det enkle svar på selv det mest komplicerede spørgsmål lige for, men der skal ligeså ofte udefrakommende, nye øjne på for at finde dem. DR og Juristmafiaen (se nedennævnte Bøn) har leveret tre eksempler, der tilmed siger ligeså meget om Danmark som om Norge:

Jeg husker ikke længere på hvilket program, det blev udsendt, men det må have været på ét af DR P1’s dybdeborende, timelange programmer med undersøgende journalistik. Det omhandlede den norske selvopfattelse efter dommen over mesterspionen Arne Treholt, hvor DR’s konklusion var, at i valget mellem pest eller kolera valgte Arne Treholt begge dele med samt hængning og skydning. I stedet for at indrømme - at han nok ikke var så betydningsfuld for verdensfreden, som han selv troede, men blot havde dummet sig, og for sin fadæse accepterede at indkassere en næse - kørte han det med Djævelens vold og magt selv op på det niveau, som det officielle, pinligt berørte Norge så som dets forsmåede selvfølelses eneste redning; i.e. at der her var tale om en mesterspion af internationale dimensioner og ikke et latterligt pjok, som russerne belejligt havde udnyttet.

I sommeren 2010 lavede den feterede DR-programvært Niels Krause-Kjær en serie på fire portrætter med danske frontkæmpere for den i Danmark meget ombejlede ytringsfrihed. I udsendelsen med formanden for Dansk Forfatterforening, Lotte Garbers, indledte denne med at skamrose den i frivilligt eksil i Malmö bosatte og beundrede, norske forfatter Karl Ove Knausgård for de afsløringer i sit livsværk, ”min kamp”, der havde givet ham 14 injuriesager fra familiemedlemmer på halsen. Lotte Garbers satte Knausgård i samme league som tegneren Kurt Westergaard og dennes redaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, der selv var gæst i et af de fire programmer.

I min bog ”Eventyret om Zen og Den Danske Mafia”fra november 2006 indleder jeg forordet med at slå fast, at ”enhver lighed mellem denne bogs og virkelighedens personer er tilsigtet!” Hvis bare en brøkdel af de ærekrænkelser mod højtestimerede ministre, dommere og andre embedsmænd, som bogen fremsætter, ikke kan dokumenteres, er der derfor tale om så mange og så grove injurier, at Knausgårds bogs tilsvininger af sin familie til sammenligning ligner dum-uskyldige, selvoptagne drillerier i en småborgerlig børnebog. Selv Niels Krause-Kjær og hans mest dybdeborende og undersøgende journalistkolleger i DR og rundt om på avisredaktionerne har da også valgt at udsætte min bog for det af Flemming Rose officielt udskældte ”tavshedens tyranni”; det, de i rigtige retsstater betegner censur.

Især bogens anklager mod den daværende politidirektør Hanne Bech Hansen er meget alvorlige og, skulle man tro, groft ærekrænkende mod såvel hende personligt og hendes politietat som den retsstat, hun er en fremtrædende repræsentant for. Ikke desto mindre nægtede politidirektøren at modtage et eksemplar af bogen, som jeg tilbød at håndlevere på Gården. For at vise sit korrupte og magtfuld-komne sindelag beordrede hun i stedet en af sine underordnede, politiadvokat Anders Dorph, til at afsige Afgørelse af 12. februar 2007 om, at ’politidirektøren vil ikke modtage hverken min bog eller mig’. En afgørelse som statsadvokaten henholdsvis Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg stadfæstede; hands down. Så når statsminister Jens Stoltenberg udtaler, at Hanne Bech Hansens deltagelse i 22. julikommissionen er en sejr for Norge og demokratiet, må jeg nødvendigvis sætte spørgsmålstegn ved hans motiver; jf. min Bøn med redegørelse dateret den 25. august 2011.

Som illustreret i min bogs 33. billede (alle kapitler er skrevet i nutids billedform) grundlagde jeg mit rederi, verdensfirmaet Jørgen Theil A/S ex Taiyo Yosen Boeki K.K., i Japan ved den 3. juli 1976 at indgå en Pagt med Gud. I punkt 5 lover jeg således Gud og mig selv at ”holde min kristne standard højt”, og i sidste og syvende punkt at ”altid være mig Gud bevidst, handle i Hans Ånd, så Han er min partner i alle tanker, følelser og handlinger”. Det var ikke (og har aldrig været) tomme ord, for, som jeg beskriver i 34. billede, blot et par måneder senere tilbringer jeg en seishin (en uges koncentreret za-zen) i buddhisttemplet Ryutaku-ji for at praktisere denne zen buddhistiske form for meditation, kald det bare mindfulness, som jeg så har praktiseret lige siden.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over om og/eller i hvilken udstrækning Dansk Folkeparti og dets støtteregerings form for næstekærlighed har inspireret Anders Breivik, men blot overlade det til den anstændige del af befolkningen selv at vurdere Anders Breiviks egne udtalelser desangående. Med mine 35 års intense, indgående samt praktiske studier og erfaringer føler jeg mig tværtimod kaldet til at komme med et langt mere overordnet bud på denne voldsomme forbrydelse:

Enhver god kristen ved, at Gud skabte jorden samt de mennesker, dyr og planter, der bebor den. Selv den mest indædte ateist er heller ikke i tvivl om, at hele denne klode – kald den bare for Moder Jord - er én stor og levende makroorganisme, som så igen er en mikroorganisme i vores solsystem, som så igen er … etc. etc. Det, der sker på den ene side af kloden (et vingeslag fra en smuk sommerfugl i en fredfyldt have i Japan), får effekt på den modsatte side (orkaner i det Caribiske Hav eller, som nu, på østkysten af USA). Mens vi dør af fedme i den vestlige verden, sulter de ihjel på Afrikas Horn. De mange bådflygtninge over Middelhavet er, ironisk ment, blot et af resultaterne af de sultne afrikaneres drøm om at dø af overernæring.

Som i Pia Kjærsgaards Danmark, hvor hendes næstformand, Peter Skaarup, som formand for Folketingets Retsudvalg siden det seneste valg har dikteret normen for danskernes retssikkerhed, retsfølelse samt menneskeretlige sindelag i øvrigt, er det tydeligt, at det norske folk også har et illusorisk for ikke at sige forkvaklet forhold til demokratiet. Så når statsminister Jens Stoltenberg stolt præsenterer fhv. politidirektør Hanne Bech Hansen som en foregangskvinde for retsstaten og demokratiet, er det som hvis ægypterne havde tilbudt Gadaffi amnesti mod, han vil stå i spidsen for at opbygge den nye, demokratiske, ægyptiske retsstat! Eller, for at vise i hvilke groteske baner disse selvudråbte profeters tanker bevæger sig på vores breddegrader, som hvis Pia Kjærsgaard efter valget bliver tilbudt posten som kulturminister.

I både Norge og Danmark raser valgkampene, og i hvert fald her i Danmark er over fire millioner vælgere og deres børn samt efterkommere reduceret til statister i deres eget liv, hvor det eneste, det reelt drejer sig om, er, om det er blå eller rød blok, der sidder på flæsket. Borgeren har kun værdi som vælger; under forudsætning af, naturligvis, han/hun i de næste 4 år forstår at holde sig indenfor de af blokkene afstukne rammer. Så hvis jeg blev spurgt, hvad meningen, hvis der skal være en mening, var med den groteske Utøya-massakre lige her op til valgene i både Norge og Danmark, kan det næsten kun tolkes som Moder Jords fortvivlede råb om hjælp.

I første omgang (som ved 9/11 i New York, BP’s olieudslip i den Mexicanske Gulf, tsunamien i Japan, levebrødspolitikernes fallit under cop15 i København etc. etc. samt, og det er jo så en af solstrålehistorierne, Anna Hazares’ kamp og sejr over korruptionen i Indien) ’bare’ for at trække opmærksomheden til sig for at kunne blive hørt; i.e. at bryde igennem til og smadre tavshedens tyranni samt pressens monopoliserede, censurerede og levebrødsdominerede verdensbillede, videre til lovgiverne og magthaverne samt disses mæcener og bagmænd, Principalerne, i et mere og mere desperat forsøg på at overbevise dem om, at de og deres efterkommere også går ned med skuden, hvis Moder Jord sygner hen og kloden går under.

Råbene tager, ligesom naturkræfterne rundt om på kloden, nu til i styrke og gjalder, som på Utøya, uafladeligt, tryglende, men også skæbnesvangert, om hjælp, hjælp, hjælp!

I virkeligheden til selvhjælp og, som jeg hører Hende råbe mellem linjerne, håber Hun her under valgkampen desperat på, at Juristmafiaen v/dens politikere og politi ikke får den samme dundrende succes som under ovennævnte cop15 i København for snart 2 år siden, hvor Hanne Bech Hansens efterfølger blot skulle trykke på de knapper, Perlemor(d) havde installeret for, at den danske (læs: Pia Kjærsgaards) form for demokrati kunne udfolde sig i fuldt flor under konferencen. Hvad den jo så beviseligt også gjorde, må jeg kondolere med.

Nu er det jo ’kun’ kommunevalg i Norge, men for især Danmark kan førnævnte Bøn forhåbentligt bidrage til, at der også kommer fokus på de sande og mere langsigtede, generelle, demokratiske værdier. Jeg har, for ikke at skræmme nogen væk, hovedsageligt kun medtaget de mildeste af de i den notoriske Fylyppa-sag begåede overgreb, ligesom jeg har været tilbageholdende med at komme med forslag til, hvordan de negative forhold ville kunne gøres anderledes positive.

Sidst, men ikke mindst håber jeg naturligvis, De kan bruge mine erfaringer i Norge, og at jeg ved at skrive dette åbne brev til Deres Majestæt vækker vores egen monark samt Hendes regerings og Fol-ketingets nysgerrighed resulterende i, at det ville kunne sætte gang i den sande, demokratiske debat.

Med højagtelse,
Jørgen Theil
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)