onsdag den 14. september 2011

Åbent brev til Norge vedr. Utøya-massakren m.m.



Sent: Tuesday, September 20, 2011 5:26 PM
Subject: Det norske Intermezzo; mord- og terrortrussel samt majestætsfornærmelse


Kære Gunnar Hultgreen,

Den allerførste artikel på min dengang nyoprettede blok starter med en mordtrussel – som jeg her gentager i lyset af sidste uges norske intermezzo - mod karikaturen Kurt Westergaard efterfulgt af en veritabel massakre på den Verdens Bedste og Frieste Presse, der promoverer og/eller udnytter ham!

Det må da være dybt ulovligt og strafbart? Dengang som nu! Vær rar at spørge Jeres politi- og efterretningstjenester og bed dem konferere med deres danske kolleger (for disse går notorisk i koma hver gang, jeg spørger dem).

Selv Anders Breivik annoncerede ikke sin massakre på forhånd, og hver og én af alle dem, der har læst os i kopi, ved af erfaring og kan bekræfte, at handling altid følger efter ord i mit univers (deraf førnævnte koma); jf. senest mit åbne brev til Jeres konge, som NTB velsagtens har forskånet Jer for? Altså det, der i rigtige retsstater benævnes at udøve censur.

Eftersom Kurt Westergaards besøg i Norge åbenbart har været planlagt så lang tid i forvejen, at formentligt end ikke den danske statsminister har vidst med sig selv, at folketingsvalget ville falde sammen med Kurt Westergaards optræden i Oslo, føler jeg mig rimeligt sikker på, det ikke var minutiøst planlagt, som da Muhammed-krisen først startede; det, der kaldes Den Første Muhammed-krise.

Derimod bærer dette norske intermezzo alle tegn på at være en tro kopi af Den Anden Muhammed-krise, hvor bagmændene – det, jeg i min Eventyrtrilogi kalder Den Danske Mafia eller bare Juristmafiaen – har set deres snit til at udnytte en pludseligt opstået mere eller mindre fordelagtig situation. For hvad kan skabe mere opmærksomhed end at foregive at holde kortene tæt til brystet, mens efterretningstjenesten lader sive ud til en sensationshungrende, men ukritisk og tandløs presse, at ”den har stoppet en bil med en fhv. kriminel på over 30 år for at undersøge den for våben og sprængstoffer, mens den har sendt én af verdens mest truede personager hjem i sikkerhed”.

Jeg derimod, der først har truet med, og da denne trussel ikke bragte anden reaktion end forknyt tavshed, fulgte op med at begå både karakter- og massemord på den norske monark og hans folk efterfulgt af den danske monark og mafia, har ikke hørt så meget som et pip fra hverken Den norske eller Danske Mafia og deres presse.

Kan du forstå det? Og i bekræftende fald da venligst lad mig vide med dine forslag til, hvordan vi ville kunne inddrage offentligheden i denne problematik? Ikke så meget for underholdningens skyld, men for at skærpe bevidstheden.

Jeg har med vilje valgt at vente med at kontakte dig og din avis til valgene i Norge og Danmark er vel overstået, og håber at høre fra dig snarest.

Jeg har aldrig været i kontakt med Dagbladet før, så jeg har hverken gode eller dårlige erfaringer med Jer. Det har jeg derimod med Jeres kolleger; i Norge som i Danmark. Jeg vil derfor afskrive mig alle forventninger om pressens frie bla, bla, bla og uafhængighed og i stedet opfordre dig og din avis til at tage den såkaldte frie presse og Jeres læseres parti imod mig og alt det, jeg står for og har beskrevet!

Det kunne jo være, at I derved skåner verden for en massakre, der ville være endnu værre end den, Anders Breivik har begået! Idet det jo hele tiden er min påstand, at ovennævnte mafia og presse med forsæt presser mig og folk (dissidenter etc.) i min situation ud i terrorisme som den eneste udvej (læs: perfide ”catch 22”, hvor ingen kommer ud som vinder, men alle kun forbliver tabere) for at kræve vores ret, opnå retfærdighed eller bare blive hørt.
Med venlig hilsen,
Jørgen Theil





Sent: Sunday, September 11, 2011 11:59 PM
Subject: 9/11, Utøya-massakren og prof. cand. jur. Ole Krarup


Kære Espen Eigil Hansen,
Findes der i hele Norge virkeligt ikke én eneste journalist, politiker eller ildsjæl, der besidder så megen stolthed, at han tør forsvare sin konges og fædrelands ære? Nu, hvor jeg i min mail af den 7. ds. specifikt beder dig om denne introduktion. Som redaktør på VG må du kende dem, der er, og det mindste, du kunne gøre, er da – på selveste 10-årsdagen for 9/11 - at opildne eller nøde dem! Her, hvor du og din avis selv enten ikke må eller tør.

Én af Danmarks mest respekterede blandt jurister, samfundsdebattører og EU-modstandere, professor cand. jur. Ole Krarup, er i går af sit parti, Enhedslisten, blevet udelukket fra at føre valgkampen til ende efter, han under et valgmøde fredag aften gav en af de andre deltagere en lussing.

Selv har jeg kun mødt Ole Krarup en gang. Det var under det Grundlovsmøde arrangeret af sagsøgerne i den famøse Grundlovs-sag mod daværende statsminister Poul Nyrup, hvor sagsøgerne og deres støtter (således inkl. undertegnede) fejrede Højesterets dom i delsagen, der beordrede sagsøgte statsminister til at fremlægge alle sagsakterne. Under Grundlovs-sagens førstebehandling i Østre Landsret havde retsformanden ellers demonstreret sit korrumperede sindelag ved at give sagsøgte statsminister medhold i, at han ikke var forpligtet til at fremlægge den sagen yderst vedkommende dokumentation. Stemningen og optimismen var derfor så euforisk, at alle de tilstedeværende, undertegnede på nær, allerede anså sagen for så godt som vundet.

Jeg derimod, baseret på mine allerede dengang mangeårige erfaringer fra Fylyppa-sagen, tilrådede Ole Krarup at politianmelde denne retsformand, der åbenlyst (ifølge Højesterets dom) havde udvist én så stor grad af korruption og magtmisbrug, at selv Højesteret havde set sig nødsaget til at tage officiel afstand i denne af pressen højtprofilerede civilretssag, som Ole Krarup førte sammen med advokat Christian Harlang.

Som alle andre medlemmer af Enhedslisten er – og var også dengang - Ole Krarup det, vi kalder pacifist, og det i en grad, at han moralsk og intellektuelt nedladende svarede, at han så sig for god til at bekæmpe sine modstandere gennem et strafferetsligt søgsmål. Det tabte vi så sagen på, hands down.

Jeg husker ikke i hvilken forbindelse, men det er ikke ret mange år siden, Ole Krarup truede sine politiske modstandere med politianmeldelser, rigsretssager og jeg ska’ komme efter dig. Jeg ved heller ikke og skal ikke gøre mig klog på, i hvilken udstrækning denne 180 graders totale karakterændring skyldes traumerne efter den meget omtalte færdselsulykke, eller om han endeligt har erkendt og nu lider under, at det retsvæsen, han har været professor i og fortaler for, blot er én stor (jurist)mafia. Jeg konstaterer blot, at hvor prof. cand. jur. Ole Krarup førhen var så intellektuel (pacifistisk) overlegen, at det virkede nedladende, har denne noble åndsaristokrat på få år for ikke at sige måneder ændret karakter til noget, der mest af alt minder om en mellemting mellem en afstumpet rocker og afdanket Anders Breivik. (NB: Det kunne dog vise sig at være et hårdt angreb af bondeanger).

I 25 år har, til sammenligning, først Den norske så Danske Mafia i Fylyppa-sagen ikke bestilt andet end at forsøge at nedbryde mit helbred samt moral for decideret at provokere mig til at blive voldelig! For – og jeg spørger igen – hvad kan jeg ellers gøre for bare at blive hørt? Komme til orde? Ytre mig frit? Hvordan kan jeg ellers advare offentligheden, vælgerne, mine medborgere om den Juristmafia, der fører landet længere og længere ud over afgrundens rand? Er jeg selv nød til at slå 77 uskyldige mennesker ihjel – eller som på Ground Zero i dag for 10 år siden 3.000 sjæle – for at blive hørt? For det er, jf. nedenstående skrivelser, beviseligt ikke nok at drage endog særdeles relevante paralleller til disse ugerninger.

Jeg kunne jo så også vende det hele om og takke for tilliden! Tilliden til, at uanset hvor meget I (Den norske og Danske Mafia) presser mig, mister jeg ikke overblikket og går amok som en anden Ole Krarup eller Anders Breivik. Så det gør jeg så! Lige her! Altså vender sagen på hovedet. Det er derfor nu min påstand, at
  • ud fra ovennævnte, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussens devise, at ”den, der tier, samtykker” (det, der på nudansk hedder ”tavshedens tyranni”) har I stiltiende taget bekræftende til genmæle på alle mine nedenstående anklager, påstande, anbringender, bevisligheder, provokationer, antydninger og forhånelser m.v., idet
  • jeg her tager Jeres ubetingede tilståelse til efterretning.

Som Jokeren skrev, synes hun ikke, at Anders Breivik er en modig idealist eller folkefører, men ligeså fej og ussel som pressen. I har her lige sat de samme ord på Jeres konge, statsminister og Juristmafia samt disses forhold til demokratiet! Og det på selveste 10-årsdagen for 9/11.

Eller, for at blive i terrorterminologien, har I selv lige udløst sprængladningen på et større arsenal af Jeres egne bomber på henholdsvis kongens slot, Landstinget, Statsministeriet samt rundt om på Juristmafiaens og dennes presses mange bastioner! Jeg har bare anbragt og fordelt dem der (altså Jeres egne bomber), så medmindre I kommer med en helt epokegørende respons på denne mail (læs: disse bomber) i morgen, vil jeg i min Eventyrtrilogi ikke alene udnytte håneretten, men anse det som min borgerpligt og kunstneriske kald at karikere Jeres konge så nøjagtigt som den ynkelige marionetdukke, han åbenbart er, og/eller Den norske Mafia tydeligvis gør ham til.

Med venlig hilsen,
Jørgen Theil

PS: Denne mail bliver, afventende Jeres eventuelle respons, først fremsendt til den danske dronning og mafia i morgen efter kl. 11:00.

From: Jorgen Theil
Sent: Thursday, September 08, 2011 9:48 PM
Subject: sårbare fodboldentusiaster og mafiosoer


Kære Espen Eigil Hansen & fodbold-Norge,
I dag var jeg sammen med “Jokeren”; primært for at spille skak. Vi spillede to spil, og hun vandt dem begge, hands down, og ondskabsfuld som hun er, brugte hun ikke håneretten, men lod mig føle det store og ydmygende tomrum, der opstår, når luften siver ud af ens oppustede for ikke at sige opreklamerede forventninger.

Well, sandheden er, jeg er fuldstændigt kold i nakken, om jeg vinder eller taber. Det vigtige er at have en god kamp under hyggelige former. Min søn og jeg spiller også skak, og jeg skal lige hilse og sige, at håneretten bliver flittigt brugt indtil, den skifter. Derimod interesserer fodbold mig ligeså meget som hækling og peddirørsfletning, så hvis jeg med overdrevent brug af Danmarks and danskernes håneret er kommet til at såre Jeres følelser, er det fordi, jeg simpelthen ikke evner at tage alle disse meget vigtige kampe alvorligt. Tværtimod begræder jeg, at disse ølbællende holigans får al den opmærksomhed, afsløringerne af Den norske og Danske Mafia med fordel kunne være blevet givet af den presse, der har givet sig selv monopol på ytringsfriheden.

Skal jeg tyde Jeres larmende (på nu-dansk: tyranniske) tavshed, har jeg igen, igen, igen ramt så dybt ind i den norske (illusoriske) selvforståelse, at I nu selv begynder at kunne se, at hver og en af Jer er ligeså feje som Anders Breivik, DnB og Juristmafiaen! Ligesom det er min (gentagne) påstand, at den ansvarlige myndighed og presse endnu engang og således med groft forsæt har medvirket til at presse mig ud i en ydmygelse, uretfærdighed og håbløshed, hvor for de fleste kun vold, hævn og terrorisme har mening.

Eller er der noget, jeg har helt misforstået? Er bank- og økonomikrisen samt alle Juristmafiaens anstrengelser for at udnytte situationen og udbytte nationen kun noget, der foregår i mit hoved? Er der nogen af Jer, der kan fortælle mig, hvad jeg kan gøre anderledes og bedre? For mit land, min familie og mig selv; i den rækkefølge.
Med venlig hilsen,
Jørgen Theil



From: Jorgen Theil
Sent: Wednesday, September 07, 2011 1:07 PM
Subject: Åbent brev vedr. demokratiet vis-a-vis Utøya-massakren, fhv. politidirektør Hanne Bech Hansen m.m.


Til: Verdens Gang; att.: Redaktør Espen Eigil Hansen; cc: journalist Marianne Vikås m.fl.
Cc: NTB og den øvrige, norske presse.
Til: Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. af Danmark; att.: Kabinetssekretær Henning Fode.
Cc: Den danske presse v/Ritzaus Bureau; att.: Jens Jacob Lerche og Steen Ulrik Johannessen.
Cc: Politidirektør Johann Reimann, Københavns Politi.
Cc: Whistleblowers.dk; att.: Oluf Husted.
Cc: Saint George Human Rights Ass. Int. att.: Jokeren m. fl.
Fra: Jørgen Theil, skibsreder, forfatter og dissident.
Dato: 7. september 2011.
Vedr.: Hvor står Verdens Gang mht. demokratiet og ytringsfriheden? Eller er vi, som med EM-kvalifikationen, for Norges vedkommende allerede nået til Verdens Ende og Undergang?

Kære Espen Eigil Hansen,
Uanset farerne for at blive mistænkt for på det skammeligste at udnytte håneretten til at gnide salt i fodbold-Norges smertefuldt ydmygende, dybe og for EM-kvalifikationen uhelbredelige sår skal der herfra lyde min dybtfølte kondolence med det norske landsholds elendige præstation i Parken i går aftes, hvor det suverænt bedste hold vandt som fortjent.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at selvom mit nu mere end ugegamle, åbne brev var adresseret til Hans Majestæt Kong Harald 5. af Norge, er den virkelige adressat Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. af Danmark og Hendes folk, danerne, hvilket jo også klart fremgår af indholdet. At jeg stilede det til Norge i stedet for Danmark skyldtes to hovedgrunde:
  1. Norge har krav på at blive advaret mod Hanne Bech Hansen samt på at få så mange som mulige, udefrakommende, kvalificerede bud på den dybereliggende årsag til tragedien på Utøya.
  1. Jeg havde i ordets såvel bogstaveligste forstand som overførte betydning forventet, at der havde været mere mandfolk i den norske monark og Hans folk end i Den notorisk krysteragtige og perfide Danske Mafia.

Jeg havde således forventet, at den norske presse havde startet med at grille såvel Hanne Bech Hansen som hendes efterfølger på Gården, politidirektør Johan Reimann, og afkrævet sidstnævnte et svar på, hvordan en erklæret dissident (undertegnede) - der i mere end dobbelt så lang tid som Anders Breivik (altså i mere end 20 år) har talt imod og gjort alt (lovligt) for at bekæmpe det selvsamme, såkaldte demokrati (The Norwegian Way), der var Anders Breivik så meget imod, at han dræbte 77 mennesker blot for at blive hørt – stadig kan gå frit omkring? I.e. jeg kan ikke forstå, at den norske konge og Hans stab ikke har sat himmel og hav i bevægelse i såvel Norge som gennem sin nære, danske veninde, Dronning Margrethe, for at få at vide, hvorfor myndighederne her mere end en hel uge efter ikke har spærret mig inde? Eller, gennem de officielle, diplomatiske kanaler, i det mindste har afkrævet de ansvarlige myndigheder en summarisk redegørelse over, på hvilket grundlag de danske terroreksperter vurderer, jeg ikke er til fare for disse to monarker, deres levebrødspolitikere og den øvrige mafia? For ligesom Anders Breivik ønsker jeg jo også blot at blive hørt; om det så, med Djævelens vold og magt, skal være gennem en injuriesag for ærekrænkelser og/eller majestætsfornærmelser.

For når jeg ser Jeres konge sørge over de 77 døde samt disses familier og venner eller beundrer hans dybe engagement, når majestæten uddeler årets fredspris, ser jeg en monark og mand, et mandfolk, for hvem ære og integritet har mening; du kunne også sige er en æressag. Eller har jeg ved mit åbne brev blot afsløret, at du og din avis samt resten af pressen er fuldt bekendt med, at Hans Majestæt Kongen udmærket godt ved, at Anders Breivik ikke er undtagelsen, men blot ét af de mest lysende eksempler på toppen af den elite, der hylder The Norwegian Way? Og at det virkelige (nationale) problem ligesom med Arne Treholt blot består i, at, for os almindeligt dødelige, disse to eksempler på hykleriet er så groteske, at udlandet ikke har kunnet undgå at forarges, chokeres og reagere; som da Gaddafis søn i bedste Komiske Ali–stil berettede om sin faders heltemodige kampe mod og sejre over oprørerne, mens faderens frygtløse regeringssoldater med halen mellem benene og belæsset med guld stikker af til Niger.

(NB: Dette billede med Gaddafis søn giver mig inspiration til et kapitel i min Eventyrtrilogis næste bog; der, som det måske erindres, hovedsageligt også bliver skrevet i nutids billedform: Den norske konge står (på Utøya) hånd i hånd med den danske dronning (der har begge ben solidt plantet i ørkensandet i henholdsvis Nordafrika og Mellemøsten) og læser op fra den poesibog, de sammen holder med hver deres anden hånd, og hvori de har skrevet bevingede digte, der priser den norske og danske form for demokrati, ytringsfrihed og lignende menneskerettigheder (læs: illusioner). Rundt om på små, hvide skyer sidder betroede medlemmer af Den norske og Danske Mafia og spiller harpe (læs: underlægningsmusik). Sande forkæmpere for ytringsfriheden og verdensfreden som Arne Treholt, Anders Breivik, Kurt Westergaard, Flemming Rose m.fl. danner kor, mens muslimer, socialdemokrater og andet godtfolk dør som fluer rundt om; ganske som under Muhammed-kriserne og på Utøya. Langt nede under jordoverfladen med de to kronede hoveder, hvor der altid brænder en tænderskærende, sagte ild, og Satans yngel hugger og stikker i alt, der bevæger sig, bliver dissidenter og andet utøj ristet, pint og plaget.

Du, Espen Eigil Hansen, inviteres herved til at være med til at skrive dette kapitel/billede færdigt. Skal det ende som en klassisk tragedie eller med en lykkelig og fremadrettet finale? Du bestemmer).

Eller har jeg for nærværende afsløret, at den norske presse (i stil med dens søstre og brødre i Danmark) blot er en ubøjelig og kompromisløs del af (og derfor har slået ring om) førnævnte elite og ligesom i Danmark blot møder og censurerer enhver kritik med tavshedens tyranni? Bliver vores monarker og deres familier af disse tyranner/mafiosoer drevet frem som uvidende og umælende kvæg, eller har de solgt deres sjæl ud fra devisen, at the show must go on, hvis ikke apanagen skal stoppe?

Personligt føler jeg mig dog overbevist om, at hvis/når majestæten ser mit åbne brev, vil majestæten straks kunne se, at jeg ikke har andre valg end at følge Anders Breivik, hvis jeg skal gøre mig håb om at blive hørt, og at levebrødspolitikerne, myndighederne og pressen (kort sagt Den norske og Danske Mafia) i bevidst ond tro kollaborerer om at presse mig til at begå de samme eller værre forbrydelser som Anders Breivik. Et dilemma, du jo passende kunne præsentere for politidirektør Johan Reimann, Dronningens Vagtmester samt dine kolleger i den danske presse, så vi er fri for at skulle belemre majestæterne med så trivielle ting som validiteten af ytringsfriheden, retfærdigheden og retssikkerheden.

Da jeg af bitter erfaring ved, hvor fej den danske presse er og ikke tør skrive om noget, der går dens Principaler og mæcener imod, citerer jeg, for at stive den norske presses mod af, her en respons på mit åbne brev, jeg har modtaget fra en anden af Hendes Majestæt Dronningens ansatte og leverandører af kunst, etik og moral:

”Det er sindssygt, uartigt godt! 'Opråbet' er det manifest, som i debatten helt og aldeles kunne erstatte den norske morders 1500 sider lange og ligegyldige udladninger, fordi han selv for længst, via sin kujonagtige handling, har sat sig selv skakmat.
Det er djævelsk godt komponeret, fordi det til stadighed kredser om det væsentlige: Den døende, vestlige kampkraft - en kampkraft, som dør, fordi kampen ingen indhold har længere, derimod kun form, anseelse og politur. Levebrødspolitikken, dette at 'blive fed af for mange sejre', som Muhammed Ali så rigtigt beskrev det.
En genial sammenvævning af Utøya, finanskriser, helten Frank Grevil (som optog mig meget i sin tid), the norwegian way samt hele det dekadente magtmisbrug, som et infiltreret Europa efterhånden er ret fælles om - smid en håndgranat!
Godt gået, Jørgen - du er satme skarp - og et eller andet sted skal dette nødvendigvis føre frem til, at det store, endegyldige spørgsmål MÅ blive stillet:
Èen af os må jo have uret, eller hvad? I kan vel næppe i længden sidde mine anklager overhørige? For hvis der ikke er noget i dem, kan I jo blot nakke mig som en ussel gadehund - eller ER der noget i dem? I tier? Hvad er I for nogen kujoner, som ikke tager jeres metier seriøst? Er I ansat til at gyde olie på et hvilket som helst farvand? Blev I steriliseret til, som eunukker, at flomme i egen position, frem for at varetage det job, I for surt opsparet forventet efterbevilling blev tilbudt? Kom ud af jeres ynkelige, polstrede kahytter og vis noget power!
Skal til weekendmøde mandag, men jeg vil i en pause i morgen forsøge at ringe til dig for at hylde denne gejst! Du er (på sydsjællandsk) satan bank'me kævstærk!
Højt skum! I beundring, Jokeren” (NB: Det er ikke forfatteren til denne respons’ men mit ønske ikke at afsløre hendes navn).

I mandagens Krause på Tværs på DR P1 gav forretningsguruen Asger Aamund (levebrøds)politikerne ansvaret for landets ulykkelige tilstand, idet han i praktiske termer bekræftede det, Danmarks førende, åndelige guru, Asger Lorentsen, har redegjort for i sine kommentarer af den 1. september 2011 omkring Vestens Økonomiske Krise & Muligheder. Hvilket minsandten alt sammen konstituerer lige nøjagtigt alt det, jeg har kæmpet for at brænde igennem med gennem de sidste 20 år, og som hele Fylyppa-sagen og min Eventyrtrilogi handler om.

Lyver Marianne Vikås, når hun benægter, hun har fået mundkurv på? Hvis VG ikke tør/kan/må følge op på mit åbne brev, kunne du så ikke introducere mig til en anden journalist, embedsmand eller ildsjæl, der har mod og mandshjerte til at gå imod Hanne Bech Hansen og den øvrige Juristmafia i forsvaret af Jeres konges og fædrelands ære!

Med venlig hilsen,
Jørgen Theil

PS: Jeg håber, det ikke er VG men NTB, der har problemer med at administrere presse- og ytringsfriheden? Og at du er (nord)man nok til ikke at lade Systemets fejhed gå ud over budbringeren ved som i Danmark at rette smed for bager.

Til: Hans Majestæt Kong Harald 5. af Norge.
Co: NTB og den øvrige, norske presse.
Til: Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2. af Danmark; att.: Kabinetssekretær Henning Fode.
Cc: Ritzaus Bureau og den øvrige, danske presse.
Cc: Politidirektør Johann Reimann, Københavns Politi.
Cc: Whistleblowers.dk; att.: Oluf Husted.
Cc: Saint George Human Rights Ass. Int. m.fl.
Fra: Jørgen Theil, skibsreder, forfatter og dissident.
Dato: 29. august 2011.
Vedr.: Demokratiet set i lyset af Utøya-massakren samt kommune- henholdsvis folketingsvalget.

Deres Majestæt,
I Danmark hører vi, at Norge i den forgangne måned har spurgt sig selv, hvordan den forfærdelige Utøya-massakre, for hvilken jeg udtrykker min dybeste kondolence, kunne ske, samt hvor var Gud, da massakren stod på? Kun få har kunnet eller ønsket at komme med et bud, hvorfor nationen er rykket sammen omkring statsministeren for at styrke demokratiet som modsvar på Anders Breiviks rædselsgerninger.

Som oftest ligger det enkle svar på selv det mest komplicerede spørgsmål lige for, men der skal ligeså ofte udefrakommende, nye øjne på for at finde dem. DR og Juristmafiaen (se nedennævnte Bøn) har leveret tre eksempler, der tilmed siger ligeså meget om Danmark som om Norge:

Jeg husker ikke længere på hvilket program, det blev udsendt, men det må have været på ét af DR P1’s dybdeborende, timelange programmer med undersøgende journalistik. Det omhandlede den norske selvopfattelse efter dommen over mesterspionen Arne Treholt, hvor DR’s konklusion var, at i valget mellem pest eller kolera valgte Arne Treholt begge dele med samt hængning og skydning. I stedet for at indrømme - at han nok ikke var så betydningsfuld for verdensfreden, som han selv troede, men blot havde dummet sig, og for sin fadæse accepterede at indkassere en næse - kørte han det med Djævelens vold og magt selv op på det niveau, som det officielle, pinligt berørte Norge så som dets forsmåede selvfølelses eneste redning; i.e. at der her var tale om en mesterspion af internationale dimensioner og ikke et latterligt pjok, som russerne belejligt havde udnyttet.

I sommeren 2010 lavede den feterede DR-programvært Niels Krause-Kjær en serie på fire portrætter med danske frontkæmpere for den i Danmark meget ombejlede ytringsfrihed. I udsendelsen med formanden for Dansk Forfatterforening, Lotte Garbers, indledte denne med at skamrose den i frivilligt eksil i Malmö bosatte og beundrede, norske forfatter Karl Ove Knausgård for de afsløringer i sit livsværk, ”min kamp”, der havde givet ham 14 injuriesager fra familiemedlemmer på halsen. Lotte Garbers satte Knausgård i samme league som tegneren Kurt Westergaard og dennes redaktør på Jyllands-Posten, Flemming Rose, der selv var gæst i et af de fire programmer.

I min bog ”Eventyret om Zen og Den Danske Mafia”fra november 2006 indleder jeg forordet med at slå fast, at ”enhver lighed mellem denne bogs og virkelighedens personer er tilsigtet!” Hvis bare en brøkdel af de ærekrænkelser mod højtestimerede ministre, dommere og andre embedsmænd, som bogen fremsætter, ikke kan dokumenteres, er der derfor tale om så mange og så grove injurier, at Knausgårds bogs tilsvininger af sin familie til sammenligning ligner dum-uskyldige, selvoptagne drillerier i en småborgerlig børnebog. Selv Niels Krause-Kjær og hans mest dybdeborende og undersøgende journalistkolleger i DR og rundt om på avisredaktionerne har da også valgt at udsætte min bog for det af Flemming Rose officielt udskældte ”tavshedens tyranni”; det, de i rigtige retsstater betegner censur.

Især bogens anklager mod den daværende politidirektør Hanne Bech Hansen er meget alvorlige og, skulle man tro, groft ærekrænkende mod såvel hende personligt og hendes politietat som den retsstat, hun er en fremtrædende repræsentant for. Ikke desto mindre nægtede politidirektøren at modtage et eksemplar af bogen, som jeg tilbød at håndlevere på Gården. For at vise sit korrupte og magtfuld-komne sindelag beordrede hun i stedet en af sine underordnede, politiadvokat Anders Dorph, til at afsige Afgørelse af 12. februar 2007 om, at ’politidirektøren vil ikke modtage hverken min bog eller mig’. En afgørelse som statsadvokaten henholdsvis Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg stadfæstede; hands down. Så når statsminister Jens Stoltenberg udtaler, at Hanne Bech Hansens deltagelse i 22. julikommissionen er en sejr for Norge og demokratiet, må jeg nødvendigvis sætte spørgsmålstegn ved hans motiver; jf. min Bøn med redegørelse dateret den 25. august 2011.

Som illustreret i min bogs 33. billede (alle kapitler er skrevet i nutids billedform) grundlagde jeg mit rederi, verdensfirmaet Jørgen Theil A/S ex Taiyo Yosen Boeki K.K., i Japan ved den 3. juli 1976 at indgå en Pagt med Gud. I punkt 5 lover jeg således Gud og mig selv at ”holde min kristne standard højt”, og i sidste og syvende punkt at ”altid være mig Gud bevidst, handle i Hans Ånd, så Han er min partner i alle tanker, følelser og handlinger”. Det var ikke (og har aldrig været) tomme ord, for, som jeg beskriver i 34. billede, blot et par måneder senere tilbringer jeg en seishin (en uges koncentreret za-zen) i buddhisttemplet Ryutaku-ji for at praktisere denne zen buddhistiske form for meditation, kald det bare mindfulness, som jeg så har praktiseret lige siden.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over om og/eller i hvilken udstrækning Dansk Folkeparti og dets støtteregerings form for næstekærlighed har inspireret Anders Breivik, men blot overlade det til den anstændige del af befolkningen selv at vurdere Anders Breiviks egne udtalelser desangående. Med mine 35 års intense, indgående samt praktiske studier og erfaringer føler jeg mig tværtimod kaldet til at komme med et langt mere overordnet bud på denne voldsomme forbrydelse:

Enhver god kristen ved, at Gud skabte jorden samt de mennesker, dyr og planter, der bebor den. Selv den mest indædte ateist er heller ikke i tvivl om, at hele denne klode – kald den bare for Moder Jord - er én stor og levende makroorganisme, som så igen er en mikroorganisme i vores solsystem, som så igen er … etc. etc. Det, der sker på den ene side af kloden (et vingeslag fra en smuk sommerfugl i en fredfyldt have i Japan), får effekt på den modsatte side (orkaner i det Caribiske Hav eller, som nu, på østkysten af USA). Mens vi dør af fedme i den vestlige verden, sulter de ihjel på Afrikas Horn. De mange bådflygtninge over Middelhavet er, ironisk ment, blot et af resultaterne af de sultne afrikaneres drøm om at dø af overernæring.

Som i Pia Kjærsgaards Danmark, hvor hendes næstformand, Peter Skaarup, som formand for Folketingets Retsudvalg siden det seneste valg har dikteret normen for danskernes retssikkerhed, retsfølelse samt menneskeretlige sindelag i øvrigt, er det tydeligt, at det norske folk også har et illusorisk for ikke at sige forkvaklet forhold til demokratiet. Så når statsminister Jens Stoltenberg stolt præsenterer fhv. politidirektør Hanne Bech Hansen som en foregangskvinde for retsstaten og demokratiet, er det som hvis ægypterne havde tilbudt Gadaffi amnesti mod, han vil stå i spidsen for at opbygge den nye, demokratiske, ægyptiske retsstat! Eller, for at vise i hvilke groteske baner disse selvudråbte profeters tanker bevæger sig på vores breddegrader, som hvis Pia Kjærsgaard efter valget bliver tilbudt posten som kulturminister.

I både Norge og Danmark raser valgkampene, og i hvert fald her i Danmark er over fire millioner vælgere og deres børn samt efterkommere reduceret til statister i deres eget liv, hvor det eneste, det reelt drejer sig om, er, om det er blå eller rød blok, der sidder på flæsket. Borgeren har kun værdi som vælger; under forudsætning af, naturligvis, han/hun i de næste 4 år forstår at holde sig indenfor de af blokkene afstukne rammer. Så hvis jeg blev spurgt, hvad meningen, hvis der skal være en mening, var med den groteske Utøya-massakre lige her op til valgene i både Norge og Danmark, kan det næsten kun tolkes som Moder Jords fortvivlede råb om hjælp.

I første omgang (som ved 9/11 i New York, BP’s olieudslip i den Mexicanske Gulf, tsunamien i Japan, levebrødspolitikernes fallit under cop15 i København etc. etc. samt, og det er jo så en af solstrålehistorierne, Anna Hazares’ kamp og sejr over korruptionen i Indien) ’bare’ for at trække opmærksomheden til sig for at kunne blive hørt; i.e. at bryde igennem til og smadre tavshedens tyranni samt pressens monopoliserede, censurerede og levebrødsdominerede verdensbillede, videre til lovgiverne og magthaverne samt disses mæcener og bagmænd, Principalerne, i et mere og mere desperat forsøg på at overbevise dem om, at de og deres efterkommere også går ned med skuden, hvis Moder Jord sygner hen og kloden går under.

Råbene tager, ligesom naturkræfterne rundt om på kloden, nu til i styrke og gjalder, som på Utøya, uafladeligt, tryglende, men også skæbnesvangert, om hjælp, hjælp, hjælp!

I virkeligheden til selvhjælp og, som jeg hører Hende råbe mellem linjerne, håber Hun her under valgkampen desperat på, at Juristmafiaen v/dens politikere og politi ikke får den samme dundrende succes som under ovennævnte cop15 i København for snart 2 år siden, hvor Hanne Bech Hansens efterfølger blot skulle trykke på de knapper, Perlemor(d) havde installeret for, at den danske (læs: Pia Kjærsgaards) form for demokrati kunne udfolde sig i fuldt flor under konferencen. Hvad den jo så beviseligt også gjorde, må jeg kondolere med.

Nu er det jo ’kun’ kommunevalg i Norge, men for især Danmark kan førnævnte Bøn forhåbentligt bidrage til, at der også kommer fokus på de sande og mere langsigtede, generelle, demokratiske værdier. Jeg har, for ikke at skræmme nogen væk, hovedsageligt kun medtaget de mildeste af de i den notoriske Fylyppa-sag begåede overgreb, ligesom jeg har været tilbageholdende med at komme med forslag til, hvordan de negative forhold ville kunne gøres anderledes positive.

Sidst, men ikke mindst håber jeg naturligvis, De kan bruge mine erfaringer i Norge, og at jeg ved at skrive dette åbne brev til Deres Majestæt vækker vores egen monark samt Hendes regerings og Fol-ketingets nysgerrighed resulterende i, at det ville kunne sætte gang i den sande, demokratiske debat.

Med højagtelse,
Jørgen Theil
Indsendt af kl.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på: Kommentarer til indlægget (Atom)